Operation for nedsynkning af underlivet (Prolaps)

Hvad er nedsynkning?
Ved nedsynkning af underlivet buler tarmen eller blæren ind i skeden pga. svaghed eller bristning i en seneplade, som ligger lige under skedevæggen. Livmoderen kan samtidig være nedsunket.

Praktisk information
På indlæggelsesdagen skal du henvende dig i receptionen. Den første dag kan føles meget lang, og da ventetid kan forekomme, er det en god idé at medbringe noget læsestof.

Sådan skal du forberede dig før operationen

  • Du skal tage et afføringsmiddel (microlax), som du køber på apoteket. Det skal tages 6-8 timer før operationen.

  • Fra 6 timer før operationen må du ikke spise mad eller drikke mælkeprodukter. Indtil to timer før operationen må du ryge og drikke saft, vand, juice, kaffe og te. Herefter må du intet indtage. Det er vigtigt, at disse fasteregler overholdes, da der ellers vil være risiko for, at du kaster op under bedøvelsen.

Den dag du skal opereres

  • Du vil eventuelt få støttestrømper og/eller blodfortyndende behandling for at undgå, at du får blodpropper.

  • I forbindelse med brusebadet om morgenen, bør du undgå at bruge cremedush eller fugtighedscreme på maven.

  • Du må ikke have neglelak, makeup eller smykker på.

Sådan foregår operationen

Operationen udføres gennem skeden. Skedevæggen åbnes og bristningerne i senepladen syes sammen så blære og/eller tarm holdes på plads. Skedevæggen lukkes igen, evt. fjernes lidt af den, hvis den har strakt sig ved nedsynkningen.

Du kan som regel vælge mellem to typer bedøvelse: fuld bedøvelse, hvor du sover, eller rygmarvsbedøvelse, hvor du er fri for smerter, men vågen. Som regel lægges tillige lokalbedøvelse i skeden.
Ved operationens slutning lægges ofte en gazestrimmel i skeden. I så fald lægges et kateter (tyndt rør) i blæren. Gaze og kateter fjernes senest næste dag.

Operationen varer 1-1½ time afhængigt af, om både tarmen og blæren og evt. også livmoderen er sunket ned.

Komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen

  • Vandladningsproblemer optræder hyppigt de første døgn. Hvis du ikke kan tømme blæren når katetret er fjernet, vil en sygeplejerske tømme blæren med et kateter hver 3.-6. time, indtil vandladningen er i orden. Evt. vil du kunne få oplæring i at tømme blæren med et kateter. Disse gener varer oftest kun et par dage.

  • Blærebetændelse kan optræde.

  • Når skeden er helet, kan der være en vis snæverhed, som kan give smerte ved samleje. For at undgå dette kan du købe en specialcreme mod tørhed i skeden hos materialisten eller på apoteket. Generne forsvinder som regel efter nogen tid.

  • Efter operationen kan der i enkelte tilfælde opstå ufrivillig vandladning ved host og nys. Det skyldes, at nedsynkning kan trykke på urinrøret og derved "skjule" dette problem, så det først viser sig efter operationen for nedsynkning.

  • I enkelte tilfælde kan der opstå fornemmelse af vandladningstrang, som kan efterfølges af ufrivillig vandladning (tranginkontinens)

  • Ganske få patienter har behov for blodtransfusion under operationen.

  • Hul på blære eller endetarm er meget sjældne komplikationer.

  • Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis om end meget lille risiko.

Særlige forhold

Hvis livmoderhalsen er forlænget, kan det være en fordel at fjerne et stykke af den. Er livmoderen nedsunket, kan det være bedst at fjerne hele livmoderen. Undertiden kan det først afgøres under operationen, om livmoderen bør fjernes.

Operationen er som regel effektiv, men der er en vis risiko for, at der kan opstå nedsynkning igen på grund af:

  • svækkelse af vævet i underlivet, f.eks. på grund af alder
  • overbelastning, f.eks. ved tungt løftearbejde
  • forstoppelse
  • kronisk hoste.

    Seksuelt samliv svækker ikke underlivet, tværtimod.

Udskrivelse og efterforløb

Du kan forvente at blive udskrevet samme dag eller dagen efter. Sygemelding er normalt 4 uger, men afhænger af alder og arbejde.

  • Der er normalt lidt blødning/udflåd i et par uger efter operationen.

  • For at undgå at nedsynkning opstår igen, må du ikke foretage løft over 5 kg i 6 uger efter operationen.

  • Du må gerne begynde med knibeøvelser med det samme, men du bør vente 2-3 uger med andre bækkenbundsøvelser.

  • Det er vigtigt, at du undgår at presse for meget ved toiletbesøg. Hvis du har tendens til forstoppelse, kan det være nødvendigt med et afføringsmiddel.

  • Seksuelt samliv kan genoptages, når der er gået ca. 4 uger.

  • Behandling med kvindeligt kønshormon (østrogen), evt. som stikpille eller creme, kan være gavnlig for skedevæggen.
    Ved udskrivelsen afgøres om det er nødvendigt med efterkontrol.