Hage, kindben og kæber

På Plastikkirurgisk Center har vi i kraft af vores kæbekirurgiske funktion en i Danmark unik mulighed for at kunne tilbyde kompletterende korrektion af ansigtsskelettet. Det sker ofte, at folk i utilfredshed med et eller andet ved deres ansigts udseende efterspørger en ansigtsløftning, hvor det i virkeligheden drejer sig om en grundlæggende ubalance i ansigtets proportioner, typisk en for veg eller for kraftig hage.

I andre tilfælde kan det være et indsunkent mellemansigtsskelet eller for vage kindben eller en for flad næsetip. I kraft af vores tætte samarbejde med kæbekirurg, John Jensen, kan vi også korrigere for sådanne "skeletfejl". Hvis det ved den første konsultation og undersøgelse kommer frem at der ligger sådanne ubalancer i ansigtsskelettet til grund for din utilfredshed med dit ansigt, kan vi som de eneste i landet tilbyde en kosmetisk ansigtsskeletkirurgisk operation for at du kan opnå den bedste løsning på netop dit problem.

Da det er ret store operationer, det drejer sig om, vil vi ofte foreslå dig først at teste effekten af operationen ved at simulere det skeletmæssige ændringer med en hyaluronsyrefiller, SubQ, et fyldstof uden bivirkninger. Filleren placeres oven på knoglen ved en injektion, som kan foretages ambulant i let lokalbedøvelse. SubQ kan også være løsningen for dig, hvis du ikke ønsker en egentlig operation, eller hvis det drejer det sig om mindre korrektioner.