Brystrekonstruktion med protese

Hvem er egnet til brystrekonstruktion med protese?
Hvis du kan acceptere et lidt mere ungdommeligt udseende af dine bryster, og hvis du vægter et så hurtigt og let rekonstruktionsforløb som muligt bør du overveje proteserekonstruktion. Gode forudsætninger for et godt resultat er et pænt ar efter brystfjernelsen og en god, tyk, blød hud i omgivelserne, samt et ikke for stort modsidigt bryst at skulle matche.

Er du en af dem, som er generet af en vulk af "ekstra" hud og fedt ud under armhulen, kan dette komme til nytte i forbindelse med proteserekonstruktion. Har du fået strålebehandling, er det en tungtvejende grund til at fravælge proteserekonstruktion, da man i så fald har en meget højere komplikationsrisiko.

En speciel, men voksende undergruppe er kvinder, som finder ud af at de arveligt er i en meget høj risiko for at få brystkræft, og som derfor beslutter sig for forebyggende at få fjernet deres bryster. I sådanne tilfælde er proteserekonstruktion det oplagte førstevalg, idet det er den nemmeste måde at opnå et symmetrisk resultat af brystrekonstruktionen.

Er silikone farligt?

Silikone er en polymer af silica - den almindeligste substans på jorden i form af fx strandsand. Silikone kan være fra flydende til gummiagtig, og i brystproteser søger man en polymer med den bedste balance imellem naturlig "brystkonsistens" og formstabilitet. Mange ting, som du møder i din hverdag indeholder silikone fra sololier og sæber til regntøj. Undersøgelser har vist at indholdet af silikone i komælk er meget højere end indholdet i brystmælk hos en kvinde, som har silikoneproteser.

The American Institute of Medicine konkluderer, at der er ingen resultater, der har vist tegn på, at silikoneproteser er ansvarlige for alvorlige sygdomme. Skulle du ønske yderligere information om instituttets undersøgelse så læs mere her.

Saltvand eller silikone?

Valget er som udgangspunkt dit som patient, men vi vil naturligvis altid forsøge at råde bedst muligt. Der er ingen tvivl om at en rekonstruktion med silikoneprotese giver den bedste efterligning af et rigtigt bryst, såvel synsmæssigt som at føle på. Men føler du dig bedst til pas med at vælge saltvand, vil vi naturligvis efterkomme dit ønske, og vi har anvendt mange saltvandsproteser i de tilfælde hvor ekspansion besluttes.

Når din hud er for stram, er ekspansion nødvendig

Er din hud omkring brystarret så stram, at det ikke er muligt at få plads til en tilstrækkelig stor protese ved operationen, er det nødvendigt at ekspandere huden. Det gøres ved at indlægge enten en ekspander eller en ekspanderprotese. En ekspander er en midlertidig opfyldelig protese, som skal udskiftes med en blivende protese ved en ny operation efter endt ekspansion. En ekspanderprotese er en opfyldelig protese, som ikke udskiftes efter færdiggjort opfyldning.

Hvordan forløber en evt. ekspansion?

Indlægges en ekspander eller en ekspanderprotese påfyldes denne så meget saltvand som muligt ved operationen. Efter operationen skal man så møde til ambulante påfyldninger af protesen med saltvand via et separat påfyldningskammer, som bliver placeret under huden ved siden af protesen. Første påfyldning sker cirka den 10. dag efter operationen. Der påfyldes typisk 100 ml ugentligt, indtil det planlagte ekspansionsvolumen er nået.

For at opnå maksimal udstrækning af den stramme hud sigter vi normalvis mod en overekspansion på 50% over den planlagte protesestørrelse. Den overekspanderede brystprotese skal man gå med i 3 måneder for at opnå en mere blivende ophævelse af stramningen i huden. Er der valgt en ekspander, udskiftes denne med en blivende protese, fx en silikoneprotese. Er der valgt en ekspanderprotese, tømmer man bare det overskydende volumen ud. Hvis påfyldningskammeret generer dig, fx når du ligger på siden, kan det let fjernes ved en lille ambulant operation i lokal bedøvelse.

Hvordan udføres proteseoperationen?

Operationen foretages i fuld bedøvelse. Protesen indføres enten via det eksisterende ar efter brystfjernelsen eller via et 5 cm bredt snit placeret svarende til den fremtidige fold under brystet. Skal der ekspanderes efter operationen, placeres studsen til påfyldning af saltvand i en separat lomme under huden lige under brystet eller ud mod armhulen. Uanset adgangsvej sys sårene oftest med tråde, der opløser sig selv. Det hænder, at vi er nødt til at anlægge dræn.

Hvordan er efterforløbet?

Efter operationen får du en komprimerende forbinding på, som skal fjernes efter et par døgn og efter individuel aftale erstattes af en støttende sports-BH eller en nedadtrykkende bryststrop. Smerteniveauet er ganske individuelt, men efter operationen vil man typisk have behov for stærkere smertestillende medicin i 2-3 dage, derefter kan man sagtens klare sig med almindelig Panodil. Det er tilrådeligt, at du forbliver indlagt på Centeret den første nat, så den mest effektive kvalmestillende medicin kan gives ved behov, og den smertestillende behandling hurtigst muligt kan indstilles så effektivt som muligt. Har du fået anlagt dræn, bliver det typisk fjernet dagen efter inden udskrivelse.

Operationen kan dog også udføres ambulant eller under en halv indlæggelse til om aftenen, hvis de hjemlige forhold tillader det. De første 2-3 dage skal du undgå at bruge armene for meget og "stå på hovedet", og det anbefales at sove på ryggen med løftet hovedgærde. Hjemlige sysler kan genoptages dagen efter, men undgå anstrengelser, som kan sætte blodtrykket i vejret. Du kan begynde at tage brusebad 2 døgn efter operationen, når du har fjernet den komprimerende forbinding.

I efterforløbet vil brystet altid være større end det egentligt bliver pga. hævelse. Hævelsen aftager i løbet af fire uger. Efter 1-2 uger vil de fleste kunne genoptage deres normale aktiviteter og arbejde, men man bør undgå at løfte armene over skulderhøjde de første 2 uger. Krævende sportslig aktivitet bør vente 4 uger. Sollys er sundt - i moderate doser. Du bør dog undgå direkte sollys på arrene de første 6 måneder pga. risiko for mørkfarvning af arrene. Inden operationen får du en nøje skriftlig instruks om forholdsregler før og efter operationen.

Får jeg normal følelse i mit bryst efter en brystproteserekonstruktion?

Desværre kan man aldrig genvinde den normale følelse for berøring i et rekonstrueret bryst. Man må oven i købet regne med at der vil være lige nedsat følesans i huden som før rekonstruktionen.

Hvad er kapselskrumpning, og hvad gør man ved det?

Som en del af den naturlige helingsproces danner kroppen en kapsel omkring implantaterne. Ligesom det er tilfældet i huden, er det principielt uforudsigeligt, hvor kraftig denne indre arvævsdannelse bliver. Hos nogle bliver den så kraftig og stram, at brystet bliver for rundt og føles for hårdt "tennisboldagtigt". Kapselskrumpning er den hyppigste komplikation ved rekonstruktion med protese, og det var tidligere et betragteligt problem. Med dagens proteser og teknikker er antallet af betydende kapselskrumpninger, som kan nødvendiggøre reoperation, under 5 %. Og efter operationen vil du blive instrueret i en enkel forebyggende metode, så kapselskrumpning ikke bliver dit problem. Ved en eventuel reoperation bliver implantatet taget ud, arvævskapslen spaltet eller fjernet, og implantatet genindsat med det samme.

Hvad er den værste risiko ved en brystproteserekonstruktion?

Den i vores øjne værste risiko er betændelse omkring protesen - det er heldigvis også en af de sjældneste. Men får man bakteriel betændelse omkring en protese, er man næsten altid nødt til at fjerne protesen, og så går der et halvt år inden den kan genindlægges, hvilket er en meget lang ventetid. Vi har naturligvis meget fokus på at undgå denne komplikation (opererer med 2 par handsker på, giver antibiotika forebyggende m.m.), og det er fx derfor at vi er "efter" vores patienter, hvis de ryger.

Kan der gå hul på en brystprotese?

Ja, der kan gå hul på brystproteser. I litteraturen angives en risiko på 1-2%, og med de moderne kvalitetsproteser er risikoen formentlig under 1%. Risikoen stiger med årene. Holdbarheden af de moderne brystproteser kendes naturligvis endnu ikke, men med mere end 10 års erfaring med "low-bleed" typerne er det forsvarligt at forudse mindst 15 års holdbarhed. Eurosilicone, hvis proteser vi anvender pga. deres kvalitet, giver nu en livsvarig garanti på deres brystprotesers holdbarhed. Ved saltvandsproteser bliver brystet fladt, hvis der går hul på protesen. Ved silikoneproteser holder arvævskapslen omkring protesen silikonen tilbage, hvorfor man ofte slet ikke opdager, at protesen er utæt. Nogle kvinder får dog lokale irritationssymptomer, såsom at brystet bliver ømt og spændt eller konsistensen bliver dejagtig og brystet ændrer form. Under alle omstændigheder kan det fastslås, at et læk silikoneprotese ikke giver risiko for sygdom, men får man symptomer, bør brystproteserne naturligvis udskiftes snarest. Skulle det ske for nogen af vore patienter, leverer Eurosilicone nye brystproteser gratis iflg. deres livstidsgaranti.

Skjuler brystproteser en ny kræftknude?

Brystprotesen er placeret under brystmusklen, hvor der yderst sjældent kommer brystkræft. Skulle der komme fornyet kræft lokalt på brystvæggen, vil det således være i vævet foran musklen og dermed foran protesen, som derfor ikke er nogen forhindring for din egen mulighed for at føle eller opdage en ny knude. Mammografi er ikke relevant på et rekonstrueret bryst. Hvis en protese i enkelte tilfælde skulle skygge for en mistænkt knude i et bryst, vil naturen af en sådan knude altid kunne bedømmes ved ultralyd. Der er i store undersøgelser absolut ikke fundet øget kræftrisiko i forbindelse med brystproteser.