Krummerik ("skæv" penis el. penis arcuatus)

Hvad er Krummerik?
Krummerik er den danske betegnelse for en tilstand, hvor den rejste penis bøjer eller krummer i et eller flere planer. I slap tilstand ser penis som regel upåfaldende ud. Krumningen kan give anledning til problemer med gennemførelse af samleje - som oftest p.gr.a. smerter - eller der kan være kosmetiske gener forbundet med tilstanden.

Krummerik kan være medfødt, men kan også opstå som senfølge til Peyronies sygdom - en tilstand med dannelse af ømme, hårde plader i svulmelegemerne. Peyronies sygdom svinder spontant efter ½-1 år, og der bør først opereres derefter.

Hvordan udføres operationen?

Efter anlæggelse af bedøvelse fremstilles en kunstig rejsning ved indsprøjtning af saltvand i et af svulmelegemerne. Hvor krumningen er mest udtalt lægges et snit, og ved at sætte en tråd i bindevævshinden omkring svulmelegemerne, kan krumningen rettes ud. Til dette benyttes en tråd, som ikke forsvinder. Stingene vil derfor ofte kunne mærkes som små knuder under huden. Huden sys med selvopløsende tråd.

Hvordan er forløbet bagefter?

Penis bandageres med en støttende forbinding, som kan fjernes dagen efter. Herefter er der kun et lille plaster, som kan fjernes efter 3 dage. Der må brusebades allerede dagen efter operationen, medens karbad og svømning frarådes de første 2 uger. Man skal være seksuelt helt afholdende de første 4 uger efter operationen af hensyn til syningen.

Der må påregnes kontrol (evt. telefonisk) efter ca. 6 uger.

Er der risici ved operationen?

Der er som altid en 3-4% risiko for infektion eller blodansamling. Enkelte vil opleve, at penis bliver en smule kortere (max. 1cm) ved operationen. Desuden kan der optræde ubehag sv.t. de små knuder under huden.

Det kan ikke garanteres, at penis bliver helt lige - der tilstræbes først og fremmest et funktionsdueligt resultat.