Hvad er vandbrok?

Vandbrok eller hydrocele er en væskeansamling i hinderne omkring testiklen. Som oftest optræder denne væskeansamling uden påviselig årsag, men sommetider ses vandbrok som en følge af en anden lidelse f.eks. betændelse.

Vandbrok giver oftest ikke andre symptomer end mekaniske gener, d.v.s. fyld- og tyngdefornemmelse.

Hvordan behandles vandbrok?

Oftest er punkturbehandling af vandbrok tilstrækkeligt. Under sterile forhold udtømmes væsken, og derefter indsprøjtes en lokalirriterende væske, Aethoxysklerol, som får hinderne til at klistre sammen. Herved forhindres gendannelse af væsken. Er vandbrokket ikke væk efter een højst to punkturbehandlinger, må man tilråde en egentlig operation. Der lægges et snit på pungen, og de væskeproducerende hinder bortskæres. Ved syningen benyttes selvopløsende tråd.

Er der komplikationer til behandlingen?

Der kan komme lette smerter i dagene efter punkturbehandlingen/operationen. Disse behandles bedst med håndkøbssmertestillende. Sjældent kan der forekomme blodansamling eller infektion, som kræver lægekontakt.

Ved samtidig antabusbehandling kan der ikke foretages punkturbehandling med Aethoxysklerol.

Hvordan er efterforløbet?

Efter punkturbehandling er der ingen restriktioner.

Efter operation bør man tage den med ro 3-4 dage. Der må brusebades dagen efter operationen, medens karbad og svømmebad bør undlades de første 2 uger. Ellers er der ingen restriktioner.

Der må påregnes kontrol ca. 1 måned efter behandlingen.