Udskrabning (Abrasio) - en prøve fra slimhinden

Formålet med udskrabningen
Formålet med udskrabningen er at få en prøve fra slimhinden, hvis du:

  • Har meget langvarige blødninger
  • Bløder meget uregelmæssigt
  • Har blødning efter overgangs-alderen.

Prøven sendes til mikroskopiundersøgelse, hvor det bliver undersøgt, om det er en sygelig tilstand, der er årsag til blødningsproblemerne.

Hvad er en udskrabning?
En udskrabning er en operation af ca. 10 minutters varighed, hvor lægen fjerner de øverste lag af slimhinden i livmoderen.

Sådan skal du forberede dig

Hvis det er aftalt, at du skal møde fastende, skal du være opmærksom på følgende:

  • Indtil 6 timer før den aftalte mødetid må du spise et let måltid.
  • Indtil 2 timer før det aftalte mødetids¬punkt må du ryge, tygge tyggegummi og drikke vand, saft, kaffe, te og juice, men ikke mælkeprodukter.

Sådan foregår operationen

Du kan som regel vælge mellem to typer bedøvelse: fuld bedøvelse, hvor du sover eller rygmarvsbedøvelse, hvor du er fri for smerter, men vågen. Ved operati-onen ligger du på samme måde som ved en gynækologisk undersøgelse. Efter afvaskning i skeden, ud¬vider lægen livmoderhalsens kanal med metalstave. Herefter foretager lægen udskrab¬ningen med et skrabeinstrument.

Komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen

Der er en lille risiko for underlivsbetændelse. Hos enkelte opstår der sammenvoksning i livmoderens hulhed eller forsnævring af livmoderhalsens kanal efter udskrabningen. En anden sjælden komplikation er, at der under operationen kan gå hul på livmoderen. Denne komplikation kan bevirke, at der skal foretages en kikkertundersøgelse af bughulen gennem et lille snit ved navlen.

Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis om end meget lille risiko.

Ubehag efter operationen

Det er normalt, at det bløder i 5-6 dage efter indgrebet. Lette menstruationslignende smerter ses ofte de første dage. Disse kan lindres med håndkøbsmedicin.

Udskrivelse og efterforløb

Når du føler dig klar til at tage hjem (oftest 1-2 timer efter udskrabningen), taler du med en sygeplejerske om udskrivelsen. I aftaler, om du får brev med svar på mikroskopiundersøgelsen, eller om du skal komme igen til svar og videre behandling. Du må ikke selv føre køretøj det første døgn efter indgrebet. Ved hjemtransporten skal du ledsages af en voksen person, og der skal være en voksen person hos dig til næste morgen.

Arbejde og normal sportsaktivitet kan typisk genoptages efter 2-3 dage. Du bør undlade hav-, svømme- og karbad, så længe du bløder. Endvidere frarådes samleje samt brug af tampon, til blødningen er ophørt.

Hvis du i ugen efter indgrebet får feber, kraftig blødning eller mavesmerter, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.