Ofte er der allergi i familien. Både børn og voksne kan have symptomer fra luftvejene, næsegener, gener fra øjnene, rødblusset hud og udslæt i sammenhæng med og uafhængig af mad. Hos børn er diarré, opkastning, kolik, kvalme, vægttab og dårlig trivsel hyppige tegn på fødevareallergi. Når man har fødevareallergi, har man i mere end 90 % af tilfældene også symptomer fra andre organer i kroppen. Dvs. at har man symptomer fra kun et organsystem (f.eks. fordøjelseskanalen) taler det imod, at man har fødevareallergi.
Oralt allergisyndrom (OAS) er en lokal reaktion i munden. Mere end halvdelen af dem, der er allergiske overfor pollen, kan få en reaktion på pollenkrydsreagerende nødder, frugter og/eller grøntsager. Krydsreaktion til fødevarer som banan, kiwi og avocado ses også hos personer, der er allergiske overfor latex. Symptomerne er kløe, hævelse og irritation i mund og svælg, men kan også være smerter i maven og diarré.
Ved fødevareallergi kan der opstå straksreaktioner fra et eller flere organer - og anfaldene kan være livstruende. De første symptomer er som ved OAS (se ovenfor) og efterfølges oftest af symptomer fra mave-tarm-kanalen, fra luftvejene og/eller fra huden, og eventuel allergisk shock (anafylaksi). Jordnødder, nødder og skaldyr er de former for mad, som oftest fører til allergisk shock (anafylaksi). I en amerikansk undersøgelse fandt man ud af, at 33 % af de anafylaktiske tilfælde skyldtes fødevarer, mens lægemidler udgjorde 13 % og insektstik 14 %.
De hyppigste symptomer du skal være særlig opmærksom på er kløe i mund, gane og ører som opstår under spisning, vil oftest skyldes pollenkryds-reagerende fødevarer. I mange tilfælde forsvinder disse symptomer ved at stoppe med at spise. Hvis tunge, svælg eller læber hæver op, skal det tages alvorligt. Man skal holde øje med det, og afhængigt af tilstanden bør man kontakte sin læge/lægevagten. Det er et alvorligt symptom, hvis man får svært ved at trække vejret, og her må man overveje at sende bud efter en ambulance. Luft i maven, diarré/forstoppelse er sjældent af alvorlig karakter - men kan være generende.