På AROS er dialog & samarbejde nøgleordene. Vi er her for vores patienter. Henrik Ipsen, sengesygeplejerske

Spørgsmål og svar

Det er vigtigt, at du som patient hos os, føler dig tryg og velinformeret. Derfor kan du her finde svar på mange af de spørgsmål, som kan dukke op før, under og efter et behandlingsforløb. Hvis du har andre spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os på telefon: 8741 1111 eller e-mail: mail@arosph.dk

Generelle spørgsmål

Her kan du finde svar på nogle af de generelle spørgsmål, der ofte bliver stillet.

Spørgsmål til lasersygeplejersken

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som vores lasersygeplejerske Anita Bjerrum Lehman har fået stillet. Du kan finde mere information om dermatologisk laserklinik her.

Spørgsmål til onkologen

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som vores onkolog, Carsten Rytter, har fået stillet. Du kan finde mere information om onkologosik klinik her.

Spørgsmål til plastikkirurgerne

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som vores plastikkirurger Ole Momsen, Hooman Motarjemi, Tine Damsgaard og Helle Skyum har fået stillet. Du kan finde mere information om Plastikkirurgisk Center her.

  • Hvor længe går der fra jeg har været til konsultation til jeg kan blive opereret?

    På AROS Privathospital har vi ingen ventelister og dermed principielt ingen ventetid. Vi bestræber os på, at der ikke går mere end tre til fire uger fra du kommer til konsultation og til du kan blive opereret. Disse tre ugers ventetid skal dog ses som praktisk ventetid, da det er den tid, det tager for os at planlægge en dags operationsprogram, sørge for personale og koordinere antallet af indlagte patienter. Der tages dog forbehold for ferie og sygdom. Du skal være opmærksom på, at ifølge Sundhedsstyrelsen så skal patienter, der skal have foretaget et kosmetisk indgreb have minimum én uges betænkningstid, før de samtykker til operation.

  • Kan jeg få gennemgået flere ønsker/problemstillinger ved samme konsultation?

    Du er altid velkommen til at få vurderet og blive informeret om flere behandlinger ved samme konsultation. Men omhandler dine ønsker forskellige områder, fx næse og bryst, er det vigtigt at du gør opmærksom på det ved booking af din konsultation, eftersom det så kræver dobbelt tid, da hvert emne naturligvis skal gennemgås lige omhyggeligt.

  • Får man penge for konsultationen refunderet, hvis man vælger at blive opereret?

    Nej, der er afsat rigtig god tid til din konsultation, fordi vi lægger stor vægt på en grundig undersøgelse og information af dig, så du kan være så sikke som muligt på om du skal lade dig operere og at du vælger den for dig rigtige operation. Vi ønsker ikke at lokke dig til at vælge at blive opereret med en ”konsultationsrabat”.

  • Er der mængderabat på operationer?

    Skal man have opereret fx bryst og mave på én gang, er der oplagt en rationaliseringsfordel, som selvfølgeligt skal komme patienten til gode i form af en billigere samlet pris. Men rabatten afhænger meget af hvilke operationer, der udføres samtidigt. Er den ene operation fx en operation, der normalt udføres i lokal bedøvelse, er rabatten ikke så stor, hvis den skal udføres samtidigt med en anden operation, der skal udføres i fuld bedøvelse. Det vigtigste aspekt er dog altid om flere samtidige operationer giver en uacceptable risikoøgning.

  • Hvornår skal jeg betale min operation?

    Du bliver tilsendt en faktura fra vores bogholderi ca 14 dage før operationen. Operationen skal være betalt 8 bankdage før den udføres i henhold til samtykket.

  • Hvordan med alkohol inden operation?

    Alkohol i større mængder end den af Sundhedsstyrelsen tilladte giver absolut højere risiko for komplikationer. Men modsat rygning er der ingen risiko ved at fortsætte et normalt alkoholindtag.

  • Hvor længe skal jeg være sygemeldt efter en brystforstørrende operation?

    Du skal regne med at være sygemeldt i en uge. Dette er dog afhængigt af, hvilken type arbejde du udfører.

  • Kan man godt få brystimplantater, selvom man vejer mere, end man burde?

    Ja det kan man godt, men hvis man har øget fylde andre steder på kroppen, kan man overveje at transplantere det overskydende fedt. Man har altså muligheden for at vælge brystforstørrelse enten med implantater eller med fedttransplantation.

  • Hvornår må jeg begynde at løbe og træne igen efter en brystforstørrende operation?

    Den første måned må man maksimalt løft et kilo. Som regel må man begynde at løbe og træne tre måneder efter en brystforstørrende operation. Du skal dog være opmærksom på, at dette kan variere fra patient til patient. Du bør derfor altid følge lægens råd og anbefalinger.

  • Er der nogle danske kirurger som udfører SmartLipo teknikken frem for de traditionelle fedtsugnings-teknikker?

    Den såkaldte smart lipo er en af tre videreudviklinger af den traditionelle liposuction metode, hvor man forsøger at forbedre teknikken ved at opløse fedtet, før man suger det ud. Dette sker ved Smart Lipo med indføring af en laserelektrode, som vaporiserer (fordamper) fedtcellerne (men også en hel del andre celler) før det smeltede fedt suges ud med et sædvanligt sugerør. Ved de to andre metoder gøres det samme med ultralydsenergi. Det smarte ved disse metoder ligger ikke i et bedre resultat, men en mindre fysisk anstrengelse for kirurgen per pund fedt fjernet. Der et 2 mindre smarte forhold ved disse metoder, som har fået mig til at fravælge dem. Den ene er omkostningerne ved udstyret. Disse fordyrer operationerne betragteligt. Den anden og mere alvorlige er at det giver en øget risiko for nerveskader og vævsdød af den overliggende hud pga. den energi, der afsættes i vævene. Den eneste, mulige fordel for patienten kan være en lidt mindre blødningstendens. Men denne fordel kan opvejes ved den rette teknik til lokal bedøvelse i forbindelse med traditionel liposuction. En teknik som i øvrigt muliggør at operationen i de fleste tilfælde kan udføres uden fuld bedøvelse. Det smarte ved disse metoder er altså helt på den mindre energiske kirurgs side, ikke på patientens.

  • Hvor meget fylde kan jeg forvente at opnå, hvis jeg vælge at få lavet en brystforstørrelse med mit eget fedt?

    Ved en fedttransplantation til brystforstørrelse skal man påregne at kunne opnå cirka 50 mls tilvækst af overlevende fedtvæv per bryst per behandling. Hvor meget der overlever, dvs hvor meget blivende fylde, der opnås kan først vurderes efter 3 måneder. Ideelt skal der gå 6 mdr. mellem de enkelte behandlinger. Ved konsultationen vurderes om der er egnede fedtdepoter at tage af. Det er desværre ikke muligt at sige hvor meget man skal "tage på", hvis depoterne er for små, da det helt afhænger af hvor den øgede vægt sætter sig på kroppen.

  • Hvornår må man få lavet en mammografi efter fedttransplantation til bryst?

    Der skal helst gå 6 måneder, så de røntgenologiske forhold er helt stabile. Uanset hvornår du får lavet mammografi efterfølgende, er det vigtigt, at du gør røntgenlægen opmærksom på, at du har fået foretaget fedttransplantation.

  • Laver i mammografi?

    Nej, vi kan kun tilbyde ultralydsscanning af dine bryster. Men det er ikke nok til en fuldstændig mammografisk undersøgelse.

  • Hvornår må min bandage fjernes?

    Bandager anvendes både til at suge blod og til at trykke på såret, så det ikke bløder så meget og ikke hæver så meget. Men hvor længe bandagen skal anvendes, afhænger helt af hvad, du er opereret for. Check den skriftlige vejledning du får udleveret ved konsultationen eller får tilsendt ved operationsbookingen, og hvis du ikke finder svaret der, bedes du kontakte vores sygeplejerske på 87 41 11 14 Obs kommer du til at gøre bandagen våd, bør den næsten altid skiftes eller fjernes.

  • Hvornår må plaster på ar fjernes?

    Hvis du kun er syet med indvendige tråde, er det vigtigt at du ikke fjerner plasteret for tidligt. Er der tråde, der skal fjernes, skal du typisk lade plasteret sidde indtil trådfjernelsen. I de fleste tilfælde tilrådes det i øvrigt at blive ved med at holde arret dækket med plaster, enten Mikropore eller bedre Mepiform eller Silgel(silikonegel) i tre måneder efter operationen.

  • Hvor ofte skal jeg skifte plaster?

    Anvender du plaster (Mikropore eller Mepiform) for at gøre dine ar så pæne som muligt, skal du kun skifte dem cirka hver fjerde dag, når de bliver nussede. Husk: du må kun komme den slags plaster på helt intakte ar, aldrig på sår.

  • Hvornår må jeg bade og hvornår må jeg vaske hår?

    Brusebad er tilladt, så snart operationssåret er tørt, typisk senest efter 48 timer. Evt. bandage skal dog enten fjernes inden eller være beskyttet mod at blive våd. Det brune plaster på såret må godt blive vådt i brusebadet, efter at såret er holdt op med at sive, men så lidt som muligt og plasteret skal tørres med det samme, fx med en hårtørrer.

  • Hvornår må jeg tage på badeferie efter operation?

    Badeferie rimer på sol og varme, og det er ikke noget, der fremmer helingen, hverken afhævningen eller en pæn ardannelse. Så planlæg din operation, så der er mindst en måned til en badeferie, og undgå at udsætte arrene for direkte sollys. Derimod er saltvand fuldstændigt uskadelig.

  • Hvor lang tid er jeg blå og hævet?

    De blå mærker efter en operation skyldes udsivning af blod under huden, ganske som almindelige blå mærker, og som for almindelige blå mærker tager det typisk 2-4 uger, før de blegner, afhængigt af hvor kraftige de er. Hævelsen efter en operation skyldes væskeudsivning i vævet omkring operationssåret. Graden og varigheden af denne hævelse afhænger af vævets blødhed og området på kroppen. Derfor er hævelse omkring øjnene altid mere udtalt end i ansigtet i øvrigt, og hævelse på underbenene varer mange uger længere end hævelse på overarmen. Hævelse i ansigtet er derfor typisk kun generende i et par uger, på underbenene kan den være generende i flere måneder, især ud på aftenen.

  • Hvornår ser jeg normal ud igen?

    Dette spørgsmål er næsten altid det vigtigste ved ansigtsoperationer. Svaret afhænger meget af hvor i ansigtet man er opereret og hvor arrene er placeret. Efter et klassisk ansigtsløft, hvor arrene er placeret meget diskret i håret og foran og bagved ørerne, ser man således normal ud med et tørklæde på allerede efter 1 uges tid. Det samme gælder en øreoperation, men er det en øjenlågsoperation, vil man (uden solbriller) tidligst se nogen lunde normal ud efter 2-3 uger.

  • Skal jeg selv købe kompressionsudstyr så som BH, kompressionsstrømper eller mavebælte?

    Nej, som privatbetalende patient får man udleveret nødvendig bandage, her under special BH og andet special kompressionsudstyr. Ønsker man flere at skifte med, kan de købes på AROS.

  • Hvornår må jeg ligge på siden/maven efter BFO?

    Jo mere du ligger om på maven, jo mere presser du implantaterne op mod halsen. Især hvis de er anbragt under brystmusklerne, kan du risikere af forskubbe dem opad, hvilket kan være uheldigt for formen. Efter en måned er implantaternes position dog så stabil, at du sagtens kan ligge på siden eller maven i kortere tid. Efter 3 måneder kan du ligge, som du ønsker.

  • Skal jeg spise smertestillende de første dage efter BFO hvis det ikke rigtig gør ondt?

    Man skal aldrig vente indtil det gør meget ondt med at tage smertestillende efter en operation. Så virker de bare dårligere. Men lige så snart at du mærker en klar reduktion i dine smerter, er det klogt at begynde at skære ned på de smertestillende tabletter. Der er ingen grund til at tage smertestillende, hvis det ikke rigtig gør ondt. Hvor meget og hvor længe du skal tage smertestillende, mærker du bedst selv.

  • Hvor ofte skal jeg skifte plaster efter BFO?

    Da du kun er syet med indvendige tråde, er det vigtigt at du ikke fjerner plasteret før 10. dag. Derefter tilrådes det at blive ved med at holde arret dækket med plaster, enten Mikropore eller bedre Mepiform i tre måneder efter operationen for at gøre dine ar så pæne som muligt. Dette plaster skal du kun skifte cirka hver fjerde dag, når det bliver nusset.

  • Hvornår må jeg gå i svømmehal efter BFO?

    Du må gerne gå i svømmehal allerede et par uger efter din operation, forudsat at dine ar er fuldstændigt hele. Hvis implantaterne er anbragt under brystmusklerne, skal du dog indtil 1 måned efter operationen passe på med at strække armene højt op over hovedet.

  • Hvornår må jeg løbe/dyrke fitness efter BFO?

    Det er vigtigt at du holder dig helt i ro de første par uger for at undgå først blødning, dernæst væskeansamling omkring implantaterne. Det første du kan begynde med er at gå ture. Moderat fitness kan påbegyndes efter en måneds tid. Men løb er tilrådeligt at vente med i tre måneder.

  • Der er en vis forskel på mine bryster i størrelsen efter BFO, det ene er større på toppen, går det væk?

    Der kan sagtens være endda ret stor forskel på brysternes størrelse og form pga. forskellig hævelse. Det retter sig langsomt over 1-2 måneders tid. Men størrelse og form kan tidligst endeligt vurderes efter 2 måneder.

  • Kan man amme med implantater?

    Ja, det kan man godt. Implantater har ingen indflydelse på mælkeproduktionen eller evnen til at amme.

  • Hvor længe skal jeg sove med BH efter brystreduktion/brystløft?

    Det er tilrådeligt at sove med BH i en måned – og fortsætte med velstøttende, rummelig BH i dagtiden i minimum 3 måneder.

  • Hvor ofte skal plaster skiftes efter brystreduktion/brystløft?

    Hvis du kun er syet med indvendige tråde, er det vigtigt at du ikke fjerner plasteret for tidligt. Er der tråde, der skal fjernes, skal du bare lade plasteret sidde indtil trådfjernelsen. Derefter tilrådes det at blive ved med at holde arrene dækket med plaster, enten Mikropore eller bedre Mepiform eller Silgel(silikonegel) i tre måneder efter operationen for at gøre dine ar så pæne som muligt. Dette plaster skal du kun skifte cirka hver fjerde dag, når det bliver nusset. Husk: du må kun komme den slags plaster på helt intakte ar, aldrig på sår.

  • Jeg har områder, som er følelsesløse eller med reduceret følelse efter brystreduktion/brystløft, er det normalt?

    Ved et løft eller en reduktion er brystkirtlen blevet omformet og løftet og fastsyet på brystvæggen. Der vil derfor altid være større eller mindre områder i huden, som har nedsat følelse. Følelse vil lige så stille forbedres og sædvanligvis blive normal i løbet af 3 måneder. Men der er risiko for varig nedsættelse, også i brystvorten. Der er dog chance for forbedring af følesansen over de første to år.

  • Hvornår må jeg rette mig helt ud efter abdominalplastik?

    Det er især hvis du har fået syet dine mavemuskler sammen, at det kan være svært at rette sig helt op lige efter operationen. Men du må gerne rette dig ud lige så hurtigt som ømheden tillader det. Det kan dog godt tage nogle dage, hvis dine muskler er syet sammen.

  • Hvor længe må jeg ikke løfte noget efter abdominalplastik?

    for at undgå blødning, og det er ikke tilrådeligt at løfte ret meget de første 2-3 uger for at undgå at fremprovokere væskeansamlinger. Men det er kun hvis du har fået syet mavemusklerne sammen, at du virkeligt skal passe på med løft i lang tid. For at undgå at rive syningen op, skal du faktisk passe på med hvor meget og hvordan du løfter det første halve år, naturligvis i stadig aftagende grad.

  • Hvornår må jeg løfte mit barn på 1 år…. 3 år efter abdominalplastik?

    Hvis du lige har fået barn og har ønske om at få syet dine mavemuskler sammen, er det oftest tilrådeligt at vente med at få udført operationen, indtil dit barn ikke behøver at blive løftet hele tiden. Du skal nemlig passe meget på hvor meget og hvordan du løfter en så tung byrde som et barn (især da hvis det spræller😊)

  • Hvornår kan jeg starte brugen af flydende plaster efter efter ansigtsløft?

    Man skal kun komme såvel plaster som flydende plaster på intakte operationsar, dvs. at man først begynder med plastring, når huden på og omkring arrene er helet uden sårdannelser. Dette er typisk tilfældet allerede ved trådfjernelse eller senest et par dage efter.

  • Hvornår må jeg bruge makeup efter operation af øjenlåg?

    Øjenlåg heler meget hurtigt, så allerede efter en uge må du gerne begynde at anvende makeup på øjenlågene. På ansigtet i øvrigt må du naturligvis bruge makeup med det samme.

  • Hvor længe er man misfarvet efter operation af øjenlåg?

    Du vil altid få blå mærker på og omkring øjenlågene godt nok i meget varierende grad. De vil tidligst være væk efter to uger, men kan sagtens være flere uger om at forsvinde helt. Du må selvfølgeligt gerne dække dem med makeup allerede efter en uge.

  • Hvornår er hævelsen væk efter operation af øjenlåg?

    Hævelsen forsvinder meget langsomt og til sidst umærkeligt. Efter et par uger vil den ikke bemærkes af andre, men øjenregionen er så følsom, at du sagtens selv kan mærke det i 2-3 måneder, og hævelsen er faktisk først helt forsvundet efter et år.

  • Mine øjne løber meget i vand efter øjenlågsoperation, er det normalt?

    Ja, øjenlågsoperationer, især af de øvre øjenlåg er meget ukomplicerede operationer med en lav risiko for fx sårbetændelse og alvorlig blødning(men nok ”blå øjne”). Så den hyppigste gene efter en øjenlågsoperation er det vi kalder øjenlågskatar, dvs. irritation i øjnene. Dette giver sig bl.a. udtryk i at øjnene løber mere i vand, end de plejer, men evt. også at de bliver røde og svier. Får man øjenkatar, forsvinder den af sig selv over dage til uger. Hvis den varer i flere dage, kan den lindres med viskøse øjendråber eller øjendråber med steroid. Pga. risikoen for øjenkatar bør man ikke bruge kontaktlinser før øjnene er faldet til ro.

  • Hvor længe varer hævelsen efter ansigtsløft?

    Hævelsen forsvinder meget langsomt og til sidst umærkeligt. Efter et par uger vil den ikke bemærkes af andre, men du kan sikkert selv mærke det i 2-3 måneder. Hævelsen varer længst på halsen, og er faktisk først helt forsvundet efter et år.

  • Hvor længe skal jeg køle efter ansigtsløft?

    Køling med isposer er til lindring og du vil sjældent have behov for det efter det første døgn.

  • Hvornår må jeg gå i brusebad og vaske hår efter ansigtsløft?

    Brusebad og forsigtig hårvask inkl. skylning af ansigt er tilladt, så snart operationssåret er tørt, typisk senest efter 48 timer. Undgå rigtig varmt vand.

  • Hvornår må jeg begynde at bruge makeup efter ansigtsløft?

    Du må naturligvis bruge makeup med det samme, bare du ikke kommer det på arrene. Har du også fået opereret dine øjenlåg, må du vente en uge før du kan begynde at anvende makeup på øjenlågene.

  • Hvor længe er man tæt i næsen efter næsekorrektion?

    Tætheden er typisk værst 2.-3. dag og aftager derefter gradvist. Hvis du kun har fået opereret din næsetip, vil tætheden være uden betydning efter en uges tid. Hvis du også har fået sænket din næseryg, kan tætheden og dermed forringelsen af luftskiftet vare i flere uger.

  • Hvor længe siver det fra næsen efter næsekorrektion?

    Sivningen ophører typisk i løbet af et par døgn. Det kan vare lidt længere, hvis det har været nødvendigt at brække næsen op.

  • Er behandlingen smertefuld ved ansigts trådløft?

    Det afhænger selvfølgeligt altid af din smertetærskel. Men de fleste finder den ikke værre end at få taget en blodprøve.

  • Kan trådløft bruges til alle former for ansigtsløft?

    Principielt er svaret ja. Man kan løfte såvel øjenbryn, som mellemansigt, underansigt og hals. Men man skal straks tilføje, at et trådløft naturligvis ikke kan løfte nær så meget som et regulært, kirurgisk ansigtsløft. Det er klart bedst til mindre korrektioner og frem for alt til forhindring af at ansigtet falder mere ned, når man slapper af eller læner sig fremover.

  • Hvor længe holder et trådløft?

    Trådene mister deres trækstyrke efter 1½ år. Men dels kan behandlingen meget let gentages, dels er der en vis blivende effekt af den fibrose, som trådene har efterladt i underhuden.

  • Kan trådene gå i stykker under huden?

    Nej, så længe trådene har beholdt deres styrke, går de ikke i stykker. Men især i de første uger kan trådene løsne deres tag i vævet, hvis man trækker for meget i det, fx trækker sin kind eller øjenbryn nedad.

Spørgsmål til Øre-Næse-Halskirurgerne

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som vores Øre-Næse-Halskirurgere Thomas Kjærgaard, Per Friis og Adrius Kamaraukas har fået stillet. 

  • Hvor længe er man tæt i næsen efter næseoperation?

    Det er meget almindeligt, at man er tæt i næsen op til adskillige uger efter operationen. Det skyldes primært hævelse af slimhinderne i næsen. Derudover kan skorper og sekret medvirke til tæthed. Ofte lægger kirurgen en selvopløselig tampon ind i hver side af næsen efter operationen er overstået, bl.a. for at forebygge blødning. Disse tamponer forårsager også næsetæthed. Symptomerne svinder gradvis af sig selv men kan afhjælpes ved hyppige og regelmæssige næseskyldninger med saltvand. Råd og vejledning om forholdsregler efter operation fremgår af det informationsmateriale der er udleveret i forbindelse med operationen.

  • Jeg synes luft skifte i næsen er blevet forringet, går det over?

    Det er meget almindeligt, at man er tæt i næsen op til adskillige uger efter operationen. Det skyldes primært hævelse af slimhinderne i næsen. Derudover kan skorper og sekret medvirke til tæthed. Ofte lægger kirurgen en selvopløselig tampon ind i hver side af næsen efter operationen er overstået, bl.a. for at forebygge blødning. Disse tamponer forårsager også næsetæthed. Symptomerne svinder gradvis af sig selv men kan afhjælpes ved hyppige og regelmæssige næseskyldninger med saltvand. Råd og vejledning om forholdsregler efter operation fremgår af det informationsmateriale der er udleveret i forbindelse med operationen.

  • Hvor længe siver det fra næsen efter næseoperation?

    Småsivning fra næsen kan forekomme i nogle dage efter operationen. Oftest er der tale om let blodtilblandet sekret. Vedvarer problemet udover nogle dage, eller drejer det sig om vedvarende blødning fra næsen, skal du rette henvendelse.

  • Hvornår skal jeg starte med næseskyl, hvor længe?

    Vi anbefaler, at du starter med at skylde næsen fra dagen efter operationen og fortsætter i ca 4 uger. I nogle tilfælde anbefaler vi, at du fortsætter endnu længere. Dette vil fremgå af det informationsmateriale der er udleveret i forbindelse med operationen.