Implantater over eller under brystmusklen?

Placeringen af brystimplantater er en vigtig overvejelse ved en brystforstørrende operation (BFO). Brystet består primært af brystkirtelvæv og fedtvæv, som hviler oven på den store brystmuskel, også kendt som pektoralis. Implantater kan generelt placeres på to måder: Over eller under brystmusklen, men en delvis placering under musklen (dual-plane) er også mulig. Ved en BFO har placeringen af implantatet stor betydning for resultatet.

Hvorfor over brystmusklen?

Placeres implantatet over brystmusklen kaldes det også præpektoral eller subglandulær anlæggelse. Denne metode kan være velegnet, hvis du i forvejen har en del brystkirtelvæv til at dække implantatet. Eller hvis du har let hængende bryster og ikke ønsker et løft, da implantatet vil følge med ned i brystvævet. Vælges et rundt implantat vil brystet få en mere rund ”push up” form. Ønskes en mere naturlig form, kan det opnås ved at vælge et dråbeformet implantat. Det er en mere simpel procedure, som endda kan udføres i lokal bedøvelse, og da brystmusklen ikke skal løsnes, har man generelt færre smerter og hurtigere heling. Ved fysisk aktivitet, hvor brystmusklen aktiveres, forbliver implantatet på plads.

Hvorfor ikke?
Da implantatet ikke er dækket af musklen, kan kanten af implantatet føles tydeligere under huden og i nogen tilfælde blive synlig (rippling). Der er måske en øget risiko for kapseldannelse, hvor arvæv strammer omkring implantatet, sammenlignet med placering under musklen.

Hvorfor under brystmusklen?

Når implantatet placeres under brystmusklen kaldes det også submuskulær eller subpektoral anlæggelse. Metoden kan være god, hvis du er slank og ønsker et naturligt udseende, især hvis der ikke er meget brystkirtelvæv. Her løsnes brystmusklens nedre rand delvist fra brystkassen, og implantatet placeres i en lomme under musklen. Denne placering dækker implantatet bedre, hvorved man undgår at implantatets kanter fremtræder tydeligt (rippling).

Hvorfor ikke?
Ved placering under brystmusklen vil der være længere restitutionstid, da brystmusklen delvist frigøres under operationen, hvilket også er forbundet med flere smerter i perioden efter operationen. Når brystmusklen spændes, fx ved træning, opstår en unaturlig bevægelse og formændring, fordi implantatet løftes udad.

Hvad skal man vælge?

Valget mellem metoderne afhænger af individuelle forudsætninger og ønsker. Mange vil være bedst egnet til at få implantatet lagt under musklen, men det bedste valg vurderes i samråd med kirurgen, der tager højde for dine brystforhold og ønsker.

På billedet ses en kvinde, der tydeliggør forskellen mellem placering af implantater, enten over eller under brystmusklen. Hun kommer med ønske om et brystløft mange år efter at hun har fået lavet BFO et andet sted. På hendes højre bryst (til venstre på billedet) er implantatet lagt under musklen, hvorimod det venstre (til højre på billedet) er placeret over. Det højre bryst har et mere naturligt udtryk, mens kanten og formen af implantatet på det venstre bryst giver et mere kunstigt udseende.

Vores erfarne team - der vil vejlede dig bedst muligt