Placering af arret ved brystforstørrende operation med implantat

Ved brystforstørrende operation med implantater, kan brystimplantatet indføres via tre forskellige adgange. Den mest almindelige metode er gennem et snit i folden under brystet (inframammært), men det kan også gøres via en halvcirkel omkring brystvorten (periareolært) eller via armhulen (transaksillært).

Valget af den bedste adgangsvej varierer fra person til person, og afhænger af både kropsbygning og ønsker til brystimplantatet.

I folden under brystet

Oftest anlægges brystimplantatet gennem et snit i brystfolden. Dette snit er typisk 4-6 cm langt, afhængigt af implantatets størrelse. Det giver et godt og sikkert overblik til at danne lommen, som brystimplantatet lægges i. Adgangen medfører oftest et pænt, skjult ar som falmer med tiden.

Ved brystvorten

Ved indføring af implantatet via et snit i den nedre del af areola, som er det mørkere område omkring brystvorten, skjules arret i overgangen mellem den mørkere og lysere hud. Hvis arret heler dårligt, kan man risikere, at det bliver hævet og mere synligt. Desuden er der en lille risiko for skade på mælkekanalerne og følenerverne omkring brystvorten. Denne adgang kommer typisk kun i spil, hvis man ønsker et samtidigt brystløft. Ellers må man påregne, at der skal anvendes et saltvandsimplantat.

I armhulen

Placeres brystimplantatet gennem armhulen undgår man helt et synligt ar ved brystet. Denne teknik er dog ikke egnet til store implantater eller hvis man ønsker et samtidigt brystløft. Hvis implantatet senere skal udskiftes, kan arret ikke genbruges, og der vil være behov for et ar enten i folden under brystet eller omkring brystvorten. Metoden kan være passende, hvis man har små bryster og et beskedent ønske til forstørrelsen.

På Plastikkirurgisk Center AROS tilbyder vi alle 3 adgange.

Vores erfarne team - der vil vejlede dig bedst muligt