Sten i galdeblæren

Behandling af symptomgivende galdestenssygdom er kikkertoperation, hvor galdeblæren fjernes. På nuværende tidspunkt eksisterer ingen medicinsk behandling, der effektivt fjerner galdesten. 

Galde dannes i leveren og galdeblæren er et ekstra reservoir, så den galde der dannes kan blive tilført maden, når maden passere ned igennem tarmen. Galden indeholder blandt andet kolesterol, kalk og farvestoffer, der kan udfældes som små hårde klumper/sten i galdeblæren, når galden står stille i galdeblæren. Over tid kan disse galdesten vokse, så deres størrelse gør, at de ikke længere kan passere ud igennem galdegangene og ned i tarmen. Når en sådan sten sætter sig fast og ikke vil passere giver det anledning til galdestensanfald, så længe kroppen forsøger at tømme galde ned i tarmen. Nogle sten er meget små, nogle få millimeter, og vil kunne passere spontant. De fleste vil ikke kunne lade en galdesten med en diameter på 10 mm eller større passere. Hvorfor nogle udvikler galdesten og andre ikke gør er ikke fuldt klarlagt, med det ikke usædvanligt at andre i familien tidligere har haft galdestenssygdom.

Patienter med galdesten rapporterer en række symptomer, typisk

  • Smerter under højre ribbenskant
  • Smerter der stråler ud imod ryggen
  • Kvalme, evt. opkastning
  • Smerterne varer fra minutter til timer
  • Ofte smerter efter et måltid.

Såfremt en sten sætter sig mere permanent fast galdevejene, kan det udvikle sig til akut betændelse af galdeblæren. I disse tilfælde vil det ofte kræve akut behandling, enten antibiotika, dræn i galdeblæren eller operation afhængig af sygdommens sværhedsgrad.
Oplever patienter at blive gul i hud eller øjne, eller bliver afføringen lys eller urinen mørk kan det være tegn på at en galdesten har sat sig fast i fraførende galdeveje. 

Diagnosen stiles ofte på baggrund af blodprøver og en ultralydsskanning af galdeblæren.
Såfremt der ikke er mistanke om, at der sidder sten i galdevejene udenfor galdeblæren vil behandlingen for symptomgivende galdesten ofte være operation med kirurgisk fjernelse af galdeblære og galdesten ved en kikkertoperation. 

Selv efter at galdeblæren er fjernet vil der fortsat være en lille risiko for, at der kan opstå galdestensanfald, da sten i teorien også kan dannes i galdevejene. Er der mistanke om at der sidder sten i galdevejene kan yderligere udredning og evt. behandling være nødvendig. 

Langt hovedparten, op i mod 90%, af patienter med symptomgivende galdesten vil opleve at symptomerne forsvinder når der foretages kirurgisk behandling. Fjernes galdeblæren ikke, er der risiko for at der opstår tilbagevendende tilfælde at galdestensanfald.