En flot succes - AROS Privathospital P/S er tildelt erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022
I sidste uge fik Ole Momsen(Direktør og Speciallæge i plastikkirurgi) og Thomas Kjærgaard(Speciallæge i Øre-Næse-Hals) overrakt statuetten Succesvirksomhed 2022.
Spar Nord og BDO står bag erhvervsprisen Succesvirksomhed. Begge virksomheder har tradition for langvarige samarbejdsrelationer med små og mellemstore virksomheder i Danmark. Det kræver noget helt særligt at skabe og opretholde en succes år efter år. Med Succesvirksomhed hyldes de virksomheder, der lykkes med netop det.
AROS Privathospital er et privathospital drevet og ejet af uafhængige speciallæger. Her tilbydes speciallægebehandling inden for mange specialer, hvor målet er, at give den enkelte patient en tryg og personlig behandling. Her er patienterne tilknyttet den samme speciallæge igennem hele forløbet fra den første konsultation til den sidste kontrol. Sammen med hele holdet har AROS Privathospital formået at skabe flotte solide resultater, år efter år, og dermed endt som én af 1.000 bedste SMV’er i Danmark (ud af et felt på 300.000 virksomheder). Stort tillykke til hele teamet bag AROS Privathospital.
Ole Momsen fortæller:
"I 1999 åbnede AROS Privathospital som en speciallægeklinik i en villa i Risskov. Klinikken hed oprindeligt Aarhus Speciallægecenter
Vi begyndte, en sygeplejerske Katrin Korsby og mig selv som læge, som en lille primært plastikkirurgisk klinik. Vi indrettede selv klinikken i et gammelt stuehus til en tidligere gård.
Ret hurtigt kom andre speciallæger i andre specialer til. Alle med ønsket om at bruge noget af deres fritid fra hospitalet til at starte egen klinik, hvor de personligt tog ansvar for deres patienter og selv fulgte patienterne hele vejen igennem fra forundersøgelse, igennem behandling og til opfølgende kontroller, indtil patienten var færdigbehandlet. Det var længe før ventelistegarantien blev indført og sundhedsforsikringer opfundet, så det var kun privat betalende patienter.
Efter 4 år på 110 kvm var vi i svær pladsnød og søgte større og bedre lokaler. Det endte med at vi besluttede at bygge selv på en af de sidste ledige byggegrunde på Skejbyparken, tæt på det ny Skejby Sygehus og det gamle Kommunehospital. I første omgang turde vi kun bygge 600 kvm, som stod klar i 2004 og blev døbt Århus Speciallægecenter. Men med bedre faciliteter tog tingene først rigtig fart med oprettelse af klinikker for stadig flere specialer og allerede efter 2 år efter besluttede vi at udvide til de nuværende 970 kvadratmeter. Huset fik mere og mere karakter af et egentlig privathospital, så få år senere tog vi nyt navn: AROS Privathospital. Men ideen var uændret at være et læge ejet og drevet klinikfællesskab, hvor vi selv har fuldt styr på behandlingsudbud og kvalitet med frit råderum for de enkelte specialer til at udvikle deres behandlinger – stadigvæk med et personligt forhold til hver eneste patient. Dengang var der flere selvstændige privathospitaler. Men med årene er de næsten alle blevet opkøbt af enten multinationale kæder eller finansfolk med tilhørende tab af selvstændighed og personlighed. Så i dag er vi det eneste selvstændige privathospital i Jylland og på Fyn. Det har vi ikke tænkt os at lave om på. Tværtimod er vi i fuld gang med byggeplaner for en tredobling af vores areal i form af en tilbygning, som forventes at stå klar i 2023.
Katrin Korsby som har været med fra AROS Privathospitals start, arbejder stadig hos os. Hun har desværre besluttet sig for at gå på pension fra 1 januar 2024. Hun vil blive savnet helt utroligt meget."
Katrin fortæller:
"Den første tid var præget af pioner ånd, en sygeplejerske som var sekretær, operations og opvågningssygeplejerske og vikarer, hvoraf nogle stadig kommer i huset. Da vi flyttede i 2004 var der 2 fastansatte sygeplejerske og en sekretær. Siden da er det gået stærkt og nu er vi 22 fastansatte
Det var en meget anderledes arbejdsplads, stor indflydelse på hverdagen korde kommandoveje, det krævede også meget selvstændighed fra personalet at alle opgave skulle klares af sygeplejersker. Selv om vi i dag er blevet meget større er meget af ånden fra dengang bevaret."
Erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022 betyder virkelig meget for os…..Tak til alle der har bidraget til denne succes, medarbejdere som samarbejdspartnere.