Hjælp at hente for bodybuildere med paraffin i musklerne
I jagten på store, svulmende overarme har der altid været personer i bodybuildermiljøet, der har fundet genveje. I de seneste år har en ny og farlig tendens spredt sig. Flere bodybuildere sprøjter tyktflydende paraffinolie direkte ind i især overarme, nakke og brystmuskler for at pumpe musklerne kunstigt større. Så godt som alle fortryder efter nogle år deres selvbehandling, og AROS Privathospital oplever et stadig stigende antal mænd, der beder om hjælp til at komme af med paraffinolien og ikke mindst den funktionsnedsættelse og de smerter, den forårsager i armene.
– Vi har i de seneste år opereret flere bodybuildere, der inderligt har fortrudt deres handlinger, og det er tydeligt, at omfanget tager til. Patienterne kommer til os på grund af bivirkninger til paraffinolien og på grund af det groteske udseende, som denne gør-det-selv-metode giver med tiden, forklarer Ole Momsen, der er leder af Plastikkirurgisk Center på AROS Privathospital.
Bivirkningerne kan være ganske voldsomme. Olien skader nyrerne og sætter kroppen i en undtagelsestilstand, så den opsuger farligt meget kalk. Igangsættes behandling med binyrebarkhormon i tide, kan de værste skader undgås, men denne behandling fører yderligere bivirkninger med sig.
Risiko for amputation
Ole Momsen har med succes udført operationer, der fjerner store mængder af paraffinolien i de deforme arme. Disse operationer er langvarige, komplicerede og blodige, men udført rigtigt, og inden problemerne er blevet for alvorlige, kan han hjælpe patienterne tilbage til normalt fungerende og udseende arme. Nogle paraffin-misbrugere kommer først meget sent og kan derfor være så ilde tilredt, at en operation ikke længere er mulig. Risikoen for at miste førligheden i armene og amputation er så stor, at patienterne må leve med smerterne resten af livet.
– De værst ramte kan ikke engang bøje armen nok til, at de kan børste tænder. Og desværre kan alle vores patienter berette om, at der stadigvæk er mange unge mænd i bodybuildermiljøet, der fortsætter med at begå samme fejl. Og det er til trods for, at mange har fortalt offentligt om deres bitre fortrydelse af de uovervejede indsprøjtninger, siger Ole Momsen.
Han har en forklaring på, hvorfor så mange unge gentager fejltagelserne:
– De kroniske vævsskader tager nogle år om at udvikle sig, og de nye paraffinjunkier hører udelukkende på dem, der netop har pumpet sig og derfor ikke har opdaget de snigende skadevirkninger. De, der er blevet klogere, har typisk ikke længere en tæt tilknytning til de hardcore miljøer, forklarer han.
Den normale anvendelse af paraffinolie er til behandling af træ, smøring af maskindele eller som afføringsmiddel. Ole Momsen anbefaler alle, der har fortrudt sine bestræbelser på at skabe kunstigt store muskler med paraffinolie, at kontakte Plastikkirurgisk Center på AROS Privathospital. Med den stigende erfaring i disse operationer, er de blevet stadig mere effektive, og desuden tyder de sidste ny erfaringer dels på at man kan standse udviklingen af de vævsskader, der senere i forløbet kan gøre operation umulig, dels kan reducere følgesygdommene og måske få patienterne ud af deres steroid medicin.