AROS Privathospital tilbyder medicinsk cannabis til kræftpatienter
Erfaren kræftlæge på AROS Privathospital i Aarhus tilbyder nu medicinsk cannabisbehandling til uhelbredelige patienter.
Omkring hver tredje voksne dansker har prøvet hash, og mens nogle associerer det ulovlige stof med en afslappende rus, er det for de fleste et synonym for kriminalitet og misbrug. Enkelte læger ser dog cannabis i et helt nyt lys – nemlig som et middel der kan gøre den sidste tid for uhelbredeligt syge kræftpatienter mere tålelig. Det gælder for privatpraktiserende onkolog ved AROS Privathospital, Carsten Rytter, der nu som en af omkring 30 læger i landet tilbyder cannabisdråber til patienter med fremskreden kræftsygdom.
– Jeg vil gerne være med til at opfylde et tilsyneladende behov for behandling med cannabis hos de dødeligt syge kræftpatienter, fordi jeg ved at nogle patienter tror på denne alternative behandling. Alle læger kan nu udskrive stoffet, men jeg ved at mange afstår herfra. Der findes et væld af alternative behandlingsformer derude - cannabis har som én af de eneste en påvist effekt på kvalmen efter kemobehandling, men andre effekter er ikke tilstrækkeligt undersøgt. Derfor vil jeg gerne vejlede patienterne om effekten og eventuelle bivirkninger siger Carsten Rytter.
Lægen tager personligt ansvar
Alle praktiserende læger og speciallæger har mulighed for at ordinere cannabis, men stoffet er ikke certificeret som et lægemiddel. Derfor bærer den receptskrivende læge personligt ansvar, hvis noget skulle komplicere behandlingen.
– Jeg tager ansvar ved at følge grundigt med i cannabisbehandlingen. Jeg har blandt andet lavet en dagbog, hvor patienter dagligt skal nedfælde dosis, effekt og eventuelle bivirkninger. Derudover kontakter jeg jævnligt patienterne telefonisk for at høre om deres oplevelser med behandlingen, forklarer Carsten Rytter.
AROS Privathospital tilbyder udelukkende cannabis til patienter med uhelbredelige kræftdiagnoser. Hvis patienten har terminalerklæring og får gratis medicin, er cannabis produkterne også gratis. Cannabis har ingen beviselig effekt på cancer eller smerter, men undersøgelser har vist, at det aktive stof THC kan reducere den voldsomme kvalme, der ofte er forbundet med kemobehandling.
Læs mere om fremgangsmåden her >