Ny neurologisk klinik: Mange patienter har migræne uden at vide det
AROS Privathospital byder med stolthed og glæde velkommen til Jens Brandt, der skal stå i spidsen for Neurologisk Klinik AROS, som føjer endnu et fagligt speciale til hospitalets brede vifte af kompetencer. Jens Brandt har over 35 års erfaring som speciallæge i neurologi, og har i 25 år drevet sin egen neurologiske klinik i Vejle. Han har nu solgt sin klinik for i stedet at blive en del af det speciallægefællesskab, som AROS kan tilbyde.
Jens Brandt står klar til at tage imod patienter med en lang række symptomer såsom diffuse muskelsmerter, svimmelhed, nedsat muskelkraft, føleforstyrrelser og ikke mindst hovedpiner. Sidstnævnte udgør traditionelt den største gruppe af patienter, fortæller Jens Brandt, der har stor erfaring i hurtig afklaring af hovedpiner.
– Migræne kan være en svær lidelse at diagnosticere, da det ikke kan spores på skanninger eller i blodet. Udredningen sker gennem samtale med patienten og beror sig i høj grad på neurologens erfaring. Hovedpiner er generelt et rigtig stort problem, og jeg har haft mange patienter med smerter i hovedet, der bliver overrasket over, at de kunne lide af migræne, fortæller Jens Brandt, og uddyber:
– hvis der er tale om migræne, har vi heldigvis nogle rigtig gode behandlingsmuligheder. Først og fremmest er det vigtigt med en hensigtsmæssig levevis for at minimere hyppigheden af anfald. Derudover findes for mange en effektiv medicinsk anfaldsbehandling, der virker på op til 80 procent af patienterne, ligesom der findes en række forebyggende præparater, der kan forhindre eller mindske risikoen for, at et migræneanfald udvikler sig.
En del af de patienter, der kommer til Jens Brandt med hovedpine, er bange for at have en kræftsvulst, og i langt de fleste tilfælde giver en skanning ro i sindet for patienten. Har du hovedpine som følge af en hjernerystelse, har Jens Brandt også en række teknikker, der kan bringes i anvendelse.
Læs mere om klinikken her >