Sygeplejersker: Stor faglig tilfredsstillelse at vide vi gør det godt

Det samlede hold af sygeplejersker på AROS Privathospital har netop været på landskursus for plastikkirurgiske sygeplejersker. Det årlige kursus havde deltagelse af i alt 60 sygeplejersker fra både private og offentlige sygehuse, så der var mulighed for at sparre med kolleger, der har helt anderledes arbejdssituationer. De udsendte fra AROS tog derfra med rank ryg, da de kunne sætte flueben ved alle de nationale standarder, fagområdet omfatter.

– Det giver en stor faglig tilfredsstillelse at få at vide, at vi gør det godt på samtlige punkter fra informering af patienten til smertedækning. Vi kan nemt komme til at leve i vores egen faglige klokke, så det er rart at møde andre, vi kan spejle os i og deler erfaringer med, fortæller Jane Skjødt, der er operationssygeplejerske hos AROS Privathospital.

Kurset bliver arrangeret af Fagligt Selskab for Plastikkirurgiske Sygeplejersker.

Vigtigt servicetjek på samarbejdet
I en hektisk hverdag, hvor de to grupper af sygeplejersker, operationsteamet og senge- og ambulantteamet, kun mødes i ganske korte tidsrum, er sådan et kursus en velkommen mulighed for at tale sammen i hele gruppen.

– Til daglig er vi ofte separeret, men på dette kursus får vi i workshops mulighed for at tale de mange rutiner og arbejdsgange igennem. Det gør, at vi arbejder bedre sammen og dermed kan give en endnu bedre oplevelse for patienterne på AROS Privathospital. Hvis vi ikke havde disse årlige servicetjek på vores samarbejde, kunne der måske snige sig nogle kommunikationsproblemer ind, siger Jane Skjødt.

Mens de fleste andre plastikkirurgiske afdelinger var repræsenteret af en eller to sygeplejersker, troppede samtlige sygeplejersker op fra AROS Privathospital. Det gode samarbejde er essentielt for at kunne levere en god service for de mange tusinde patienter, der hvert år er i berøring med AROS Privathospital.
 

Tilbage til Nyheder