Første gang jeg rigtigt så mig selv i profil var som 14 årig, en dag jeg var ved frisør, hvor hun i venlighed holdte et spejl op, så jeg ordenligt kunne se nakken og siderne. Siden den dag har jeg hadet min vigende ansigtsprofil.

Derefter gik jeg i mange år og forsøgte at skjule min ansigtsprofil på alle tænkelige måder. Ventede på en skægvækst der aldrig rigtig kom, og som mange med samme problem nok kender, undgik så vidt muligt kameraer. Hvis billeder ikke kunne undgås, så forsøgte jeg altid at sikre, at de blev taget lige for, for at skjule det så meget som muligt.

Problemet var så stort for mig, at det påvirkede mig psykisk ved, at det ofte holdte mig tilbage socialt. 

For nogle år siden opdagede jeg på internettet, at man kunne blive operaret for det. Derfor begyndte jeg at lede efter et sted, hvor det kunne udføres, dog uden held. Alle de steder jeg fandt, var i udlandet og en operation af denne type i udlandet, var ikke en løsning jeg ønskede.

Heldigvis opdagede jeg til min store begejstring i sommerferien sidste år, at Aros privathospital kunne hjælpe mig.

Min første konsultation blev booket og jeg mødte Ole Momsen første gang i september 2018. Trods stor nervøsitet fra min side gik konsultationen over alt forventning. Ole gennemgik meget grundigt mulighederne med mig og efter et par ugers overvejelser besluttede jeg mig for, at få et custommade kæbeimplantat. Processen med CT-scanning og implantatdesign gik i gang.

Fra jeg sagde GO til jeg lå i operationssengen gik der ca. et halvt år. Ventetiden var ikke på grund af Aros, men lige så meget, at det skulle passes ind i mine egne planer med ferier m.m.

Operationen gik meget nemmere end frygtet, og personalet var super søde og hjælpsomme. Kirugen der opererede mig hed John Jensen. En super sød og behagelig mand, hvor man følte at han havde styr på situationen. Jeg var indlagt til næste dag, hvor jeg fik en fantastik pleje af blandt andet Henrik som er sygeplejeske. De eneste ting som jeg husker fra selve opholdet, som var lidt ubehagelige var droppet i hånden, (er super bange for nåle), lidt smerte i halsen efter slangen i halsen og en kraftig tissetrang efter narkosen.

Efter operationen og udskrivelsen havde jeg en uge på sofaen, hvor tv’et og flydende kost fyldte det meste af min dag. Herefter kunne jeg igen vende tilbage på arbejde.

Det skal dog tilføjes, at jeg første gang jeg så mit ansigt uden støtte forbindingen, tænkte ” Åh nej hvad har jeg dog gjort”, mit underansigt var hævet vildt meget op og jeg lignede mest en tegneserie figur. Dette varede heldigvis kun nogle få dage, så begyndte jeg at kunne se bedring og det gode resultat der begynde at tage form.

I skrivende stund, sommeren 2019, sidder jeg og glæder mig over min ”nye” ansigtsprofil. Ikke at jeg ligner en supermodel, eller har en kæbe som supermand, men jeg har fået et ansigt som jeg synes ser helt normalt ud. Faktisk ligner mit ansigt i dag, det ansigt som i de første mange år af mit liv har drømt om. Beslutningen jeg tog sidste sommer har uden tvivl været en af de bedste i mit liv, og jeg er super glad for, at jeg valgte, at lægge mit ”ansigt” i Ole Momsen og John Jensen hænder og vil til hver en tid gøre det igen uden at tøve.

Operationen har gjort at jeg ikke længere er ked af mit udseende, som jeg ellers har været i rigtig mange år. Jeg gemmer mig ikke længere, er blevet mere udadvendt og føler nu at folk ikke længere kigger skævt til mig og mit udseende.

Hilsen Anonym