Spørgsmål og svar til plastikkirurgerne

Ansigt

Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål der ofte bliver stillet til ansigts-operationer.

Ansigtsløft

Trådløft

  • Kan trådløft bruges til alle former for ansigtsløft?
    Principielt er svaret ja. Man kan løfte såvel øjenbryn, som mellemansigt, underansigt og hals.
    Men man skal straks tilføje, at et trådløft naturligvis ikke kan løfte nær så meget som et regulært, kirurgisk ansigtsløft. Det er klart bedst til mindre korrektioner og frem for alt til forhindring af at ansigtet falder mere ned, når man slapper af eller læner sig fremover.
  • Er behandlingen smertefuld ved ansigts trådløft?
    Det afhænger selvfølgeligt altid af din smertetærskel. Men de fleste finder den ikke værre end at få taget en blodprøve.
  • Kan trådene gå i stykker under huden?
    Nej, så længe trådene har beholdt deres styrke, går de ikke i stykker. Men især i de første uger kan trådene løsne deres tag i vævet, hvis man trækker for meget i det, fx trækker sin kind eller øjenbryn nedad.
  • Hvor længe holder et trådløft?
    Trådene mister deres trækstyrke efter 1½ år. Men dels kan behandlingen meget let gentages, dels er der en vis blivende effekt af den fibrose, som trådene har efterladt i underhuden.

Øjenlåg

  • Mine øjne løber meget i vand efter øjenlågsoperation, er det normalt?

    Ja, øjenlågsoperationer, især af de øvre øjenlåg er meget ukomplicerede operationer med en lav risiko for fx sårbetændelse og alvorlig blødning(men nok ”blå øjne”). Så den hyppigste gene efter en øjenlågsoperation er det vi kalder øjenlågskatar, dvs. irritation i øjnene. Dette giver sig bl.a. udtryk i at øjnene løber mere i vand, end de plejer, men evt. også at de bliver røde og svier. Får man øjenkatar, forsvinder den af sig selv over dage til uger. Hvis den varer i flere dage, kan den lindres med viskøse øjendråber eller øjendråber med steroid. Pga. risikoen for øjenkatar bør man ikke bruge kontaktlinser før øjnene er faldet til ro.

  • Hvornår er hævelsen væk efter operation af øjenlåg?

    Hævelsen forsvinder meget langsomt og til sidst umærkeligt. Efter et par uger vil den ikke bemærkes af andre, men øjenregionen er så følsom, at du sagtens selv kan mærke det i 2-3 måneder, og hævelsen er faktisk først helt forsvundet efter et år.

  • Hvornår må jeg bruge makeup efter operation af øjenlåg?

    Øjenlåg heler meget hurtigt, så allerede efter en uge må du gerne begynde at anvende makeup på øjenlågene. På ansigtet i øvrigt må du naturligvis bruge makeup med det samme.

  • Hvor længe er man misfarvet efter operation af øjenlåg?

    Du vil altid få blå mærker på og omkring øjenlågene godt nok i meget varierende grad. De vil tidligst være væk efter to uger, men kan sagtens være flere uger om at forsvinde helt. Du må selvfølgeligt gerne dække dem med makeup allerede efter en uge.

Næsekorrektion

Sænkning af hårgrænsen

  • Er hårgrænsesænkning med brynløft det samme som foxy eyes?

    Det er et godt spørgsmål – med mange svar, fordi vi på Plastikkirurgisk Center AROS kan tilbyde alle relevante
    behandlingsmuligheder.
    Hvis hårgrænsesænkning udføres med et endoskopisk tindingeløft kan opnås en øjenbrynsform i retning af foxy eyes.
    Det kan også udføres som et simpelt øjenbrynsløft, men det medfører synlige ar nede i panden eller i øjenbrynsranden.
    Hvis man også ønsker løft af ydre øjenlågshjørne, så man rigtigt får foxy eyes kræver det et udvidet endoskopisk tindingeløft.
    Dette kan også kombineres med sænkning af hårgrænsen.

  • Kan man få lavet høj pande/ sænke hårgrænsen i lokalbedøvelse?

    Teknisk set kan vi sagtens gøre en operation i lokal bedøvelse smertefri.
    Men selve oplevelsen med løsning af hele skalpen fra kraniet, er for de fleste en for voldsom en oplevelse i lokal
    bedøvelse. Derfor fraråder vi at vælge lokal bedøvelse.

  • Kirurgisk sænkning af hårgrænsen eller hårtransplantation , hvilken metode skal man foretrække?.

    Først skal det understreges at begge metoder – udført med den tilstrækkelig ekspertise som på AROS – kan give dig et fuldstændigt naturligt resultat.
    Ved sænkning/kirurgisk fremtrækning af hårgrænsen er helingsprocessen på den ene side hurtigere fordi du kan beholde din sædvanlige hårlængde.
    På den anden side vil du få et ar i hårgrænsen, som først bliver socialt usynligt efter 2-6 måneder med mindre du vælger en frisure med pandehår de første måneder.
    Med moderne FUE-hårtransplantationsteknik er der overhovedet ingen ar, heller ikke der, hvor man høster hårstråene.
    Til gengæld skal man vente et års tid før alle  hårene er vokset frem – og endnu længere, hvis du ønsker langt hår.

Andet