Fjernelse af tatoveringer med laserbehandlinger

Tatoveringer kan sløres med gentagne laserbehandlinger, men pigmentet fjernes ikke. Det slås blot i stykker, og meget ofte vil konturerne stå tilbage som et vidnesbyrd om en tatovering, som er søgt fjernet. Behandlingen efterlader typisk den omgivende hud grumset. Derfor kan man med laserbehandling oftest ikke slippe af med indtrykket af at have været tatoveret. Vi har derfor valgt alene at tilbyde kirurgisk fjernelse af tatoveringer. Dvs. man bytter sin tatovering med et ”uskyldigt ar” og slipper dermed med sikkerhed af med det tatoverede look. Dette behandlingsvalg indebærer selvfølgelig, at vi ved vores plastikkirurger kun tilbyder fjernelse af mindre tatoveringer. Den mulige tatoveringsstørrelse, som vi kan fjerne, afhænger af tatoveringens lokalisation.

Hvordan udføres operationen?

Afhængigt af tatoveringens størrelse, udføres bortskæring i én eller flere seancer. Bortskæring kan kombineres med små såkaldte lapplastikker, som tjener til at sløre arret bl.a. ved at ændre arrets retning, så det falder mere i med omgivende rynker. Ar kan desuden sløres yderligere med fraktioneret CO2-laserbehandling. Operationen foretages sædvanligvis i lokalbedøvelse. Det er kun anlæggelsen af lokalbedøvelsen, der gør ondt, og fuld bedøvelse er sædvanligvis kun påkrævet, hvis det er et barn, som skal behandles. Smerterne efter operationen klares let med almindeligt smertestillende.

Hvordan skal man forholde sig efter behandlingen?

Efter en operation kan den ydre kompressionsbandage sædvanligvis fjernes et par dage efter operationen, mens de inderste plastre lades urørte indtil trådfjernelse eller minimum 10 dage. Det opererede område bør holdes højt de første 2-3 dage, hvilket kan være ret besværligt, hvis man er opereret på benet. Man kan tage brusebad allerede dagen efter operationen. Varme karbad skal undgås i 2-4 uger. Hvornår lettere træning kan påbegyndes, afhænger ligeledes af lokalisationen, men intensiv træning bør sædvanligvis vente 4 uger.

Hvornår kan man genoptage sit arbejde?

Det afhænger dels af operationens lokalisation dels af arbejdets art. De fleste kan dog regne med at være arbejdsklare senest efter en uge.

Hvordan er forløbet bagefter?

Er der ved operationen anvendt udvendige tråde, skal de fjernes efter 5 til 10 dage. Efter operation tilrådes man plasterbehandling af arrene for at forebygge breddeøgning af arrene. En vis breddeøgning i forhold til det sytrådstynde ar man har i begyndelsen, må man dog altid forvente. Hvis man er af den type som danner tykke ar, kan yderligere medicinsk behandling blive nødvendig. Et nyt ar er meget rødt, og den røde farve svinder først efter tre måneders tid.

Efter operation skal man undgå soleksposition af det resulterende ar i 6 måneder for at undgå pigmenteringsforstyrrelser.

Evt. støtte fra din sygeforsikring

Der ydes evt. støtte fra "Sygeforsikring Danmark" og andre sygeforsikringer til operationer som fjernelse af skæmmende tatoveringer efter individuel ansøgning. Det skal gøres opmærksom på, at behandlingen også udføres på offentlige hospitaler. Eneste forskel er ingen ventetid og garanti for at blive behandlet diskret og personligt af en speciallæge. Har du på offentligt sygehus fået en konsultations- eller operationstid, som ligger mere end 1  måned frem i tiden, kan du anmode om at blive viderehenvist til os iht. Statens Ventelistegaranti.