Sædbrok eller spermatocele er en cystedannelse sv.t. bitestiklen eller sædlederen. Ofte vil der være flere, små cyster; men sommetider kan størrelsen være betragtelig. Cysterne er ganske godartede og indeholder en blanding af sædvæske og sædceller. De fleste sædbrok giver ingen symptomer og skal ikke behandles. Kun ved symptomer i form af generende fyldfornemmelse i pungen skal tilstanden behandles.
Sædbrok er i modsætning til vandbrok ikke egnet til punkturbehandling. Der lægges et snit i pungen, så indholdet på den syge side kan frilægges. Herefter fjernes cystedannelsen forsigtigt, så de øvrige strukturer ikke beskadiges. Hinderne sys sammen, og huden lukkes med selvopløsende tråd.
Der kan komme lette smerter i dagene efter operationen. Disse behandles bedst med håndkøbssmertestillende. Sjældent kan der forekomme blodansamling eller infektion, som kræver lægekontakt.
Efter operationen bør man tage den med ro 3-4 dage. Der må brusebades dagen efter operationen, medens karbad og svømmebad bør undlades de første 2 uger. Ellers er der ingen restriktioner.
Der må påregnes kontrol ca. 1 måned efter behandlingen.