Mandlig sterilisation (vasectomi) er formentlig den sikreste form for svangerskabsforebyggelse. Ved operationen overskæres de to sædledere i pungen, og der fjernes et lille stykke fra hver. Herved kan nydannede sædceller ikke udtømmes ved udløsning, og undfangelse er ikke længere mulig.
Hvem kan få foretaget sterilisation?
Enhver myndig person, som er fyldt 25 år, kan få foretaget sterilisation i svangerskabsforebyggende øjemed. Begæring om sterilisation skal foreligge og kan fås hos egen læge.
Hos 3-4% ses blødning eller infektion, men ellers er der ikke væsentlige risici ved operationen. Man har tidligere troet, at steriliserede mænd havde større risiko for at udvikle kræft i prostata, men dette er nu vist ikke at være rigtigt. Endelig vil 30-35% opleve ubehag sv.t. pungen på længere sigt efter sterilisation, og enkelte udvikler en lille, øm knudedannelse sv.t. enden af den overskårne sædleder. Bliver ømheden for kraftig, kan en ny, lille operation blive nødvendig.
Der lægges en blokade med lokalbedøvelse. Derefter lægges et eller to små snit på pungen. Herigennem kan højre og venstre sædleder isoleres og overskæres. Enderne underbindes og trækkes fra hinanden, så de ikke kan vokse sammen igen. Huden sys med selvopløselige tråde. De to fjernede stykker sendes til undersøgelse som ekstra sikkerhed for vellykket indgreb.
Der kan være lette smerter efter operationen. Disse kan klares med håndkøbssmertestillende. Det anbefales at tage den med ro de første 24 timer. Det kan være en god ide at tage et par lidt for små underbukser på det første døgn, da dette yderligere forebygger smerter og efterblødning. Trådene forsvinder i løbet af et par uger, og man kan tage brusebad allerede dagen efter operationen. Karbad og svømmehal bør man undlade de første 2 uger. I øvrigt er der ingen restriktioner.
De første 3 måneder må man forvente, at der stadig er sædceller i depoterne. Man skal derfor beskytte sig på anden vis, indtil man har fået resultatet af den sædprøve, som skal afleveres hos ens egen læge efter 3 måneder. Er denne prøve uden sædceller, kan man roligt anse sig for værende steril.