Skæv næseskillevæg

Næsehulen deles af en skillevæg som fortil består af brusk, og længere bagtil består af knogle. Hvis næseskillevæggen er skæv, kan det medføre nedsat luftpassage gennem det ene eller begge næsebor. En skæv næseskillevæg kan være betinget af en skade, være medfødt, eller opstået pga. skæv vækst af brusk/knogle. Ikke sjældent ses en kompensatorisk forstørrelse af den nederste næsemusling i næsehulen på modsatte side af skillevæggens skævhed.

Selvom næsetæthed kan forekomme som et banalt symptom, er tilstanden ofte forbundet med betydeligt ubehag hos det enkelte individ, ikke sjældent i en sådan grad at livskvaliteten påvirkes.

En skæv næseskillevæg kan reducere luftpassagen gennem det ene eller begge næsebor og derved give symptomer på næsetæthed enten på den ene eller på begge sider. Selv beskedne skævheder fortil i næsen kan give symptomer. Symptomerne er ofte konstante, men kan veksle og variere. Desuden kan en skæv næseskillevæg disponere til bihuleproblemer , søvnproblemer, forstyrrelser i lugtesansen samt udtørring af næseslimhinden evt. med skorpedannelse og næseblødninger til følge. Idet man tvinges til i højere grad at trække vejret gennem munden, bliver indåndingsluften ikke tilstrækkeligt filtreret, fugtet og opvarmet.

Dette kan resultere i gener fra mund, svælg, strube og lunger, særligt pga. udtørring og irritation af slimhinderne.

Undersøgelse

Vi foretager en nøje kortlægning af dine symptomer samt mulige disponerende faktorer, herunder allergi. Øre-næse-halsundersøgelsen indebærer bl.a. en kikkertundersøgelse af næsehulerne, evt. suppleret med blodprøver og allergitests. Hvis du har søvnproblemer eller symptomer fra lungerne, har vi mulighed for at foretage en søvnanalyse samt en undersøgelse af din lungefunktion. På baggrund af dette udarbejder vi en behandlingsplan, og hvis denne indebærer en operation, informeres du nøje om typen af indgreb samt eventuelle risici og komplikationer forbundet med indgrebet. Der aftales et tidspunkt for operation, afhængig af dine ønsker.

Behandling

Dersom en skæv næseskillevæg skønnes at være hovedårsagen til dine gener, er en operation som regel nødvendig. Operationen udføres i fuld bedøvelse, enten ambulant eller under indlæggelse. Vi opererer indvendigt i næsen, primært via det højre næsebor, således at der ikke efterlades synlige ar. Slimhinden løsnes fra næseskillevæggen og de skæve områder korrigeres. Målet er at bringe skillevæggen tilbage i midtlinjen og fjerne skævheder. Hvis de nedre næsemuslinger er forstørrede (forstørrede næsemuslinger), korrigeres de som regel også.

Samme speciallæge under hele forløbet: Udredning, behandling og opfølgning foregår hos den samme speciallæge. Vi sørger for, at du får den bedste behandling i trygge rammer.