Søvnløshed

Søvnløshed (insomni) er et af de hyppigste helbredsproblemer i Danmark. Ca. halvdelen af alle voksne har oplevet problemer med søvnen og ca. 16% har haft søvnløshed i mere end 6 måneder.

Søvnklinikken på AROS Privathospital kan hjælpe dig tilbage til en naturlig søvn ved brug af søvnterapi.




Ved søvnløshed er der øget risiko for:
> stress
> depression og angst
> overvægt og sukkersyge
> hjerte-kar-sygdom og højt blodtryk
> forringelse af livskvalitet
> ulykker, arbejdsrelateret eller i trafikken

Symptomer ved søvnløshed

Har du besvær med at sove, svært ved at falde i søvn eller vågner du for tidligt? Lider du af kronisk søvnbesvær? Tilstanden kan vare i kortere eller længere perioder og have mange forskellige årsager. Bl.a. kan stress, sygdom og bekymringer være naturlige årsager til søvnbesvær. Men, er søvnbesværet vedvarende og måske uden egentlig årsag, kan der være tale om kronisk søvnløshed, også kaldt insomni.

Udover de natlige søvnproblemer forårsager insomni ofte en række symptomer på dagtid: træthed og uoplagthed, koncentrations- og hukommelsesbesvær samt hovedpine og ømhed i kroppen. Nogle oplever besvær med at finde ro og hvile pga. indre uro og andre beskriver tristhed og manglende energi. Ubehandlet er tilstanden forbundet med en øget risiko for trafikulykker og arbejdsulykker og disponerer desuden til en række sygdomme som kan have alvorligere helbredsmæssige konsekvenser. Det gælder særlig forhøjet blodtryk, hjertekarsygdom og type II sukkersyge.

Udredning af søvnløshed

Vi tilbyder en grundig udredning af dine søvnproblemer. Dette indebærer en beskrivelse af dine symptomer, vurdering af mulige risikofaktorer og disponerende forhold, samt en øre-næse-halsundersøgelse med særlig fokus på forholdene i næse, mund, svælg og strube. Derudover foretager vi en søvnregistrering, hvor vejrtrækningsmønster, bevægemønster, puls og  blodets iltindhold registreres mens du sover. Udstyret til denne registrering får du udleveret hos os mens selve målingen foregår hjemme hos dig selv, hvor du blot skal sove en nat med udstyret tilkoblet.

 

Behandling af søvnløshed

Vi kan hjælpe dig tilbage til en naturlig søvn ved brug af søvnterapi.

Søvnterapi er en effektiv behandling af søvnbesvær, hvor du får nogle brugbare redskaber til af finde tilbage til den gode og naturlige søvn. En naturlig søvn uden brug af sovemedicin. Vi fokuserer bl.a. på adfærdsændringer og kognitive teknikker. Det kan være udfordrende at gennemføre en søvnbehandling, så det kræver motivation og vilje til at agere aktivt for at forandre situationen.

Behandlingen indebærer 7 konsultationer over en periode på ca. 4 måneder. 

Vil du vide mere om vores behandlingsforløb og høre om vi kan hjælpe dig, ring for nærmere information