Mandlerne er lokaliseret i svælget, mellem ganebuerne, og består hovedsageligt af lymfevæv. Sammen med lymfevæv andre steder i svælget, udgør de en del af immunforsvaret. Funktionen af mandlerne aftager gradvist i løbet af barne- og ungdomsårene, og kroppen vil være i stand til at bekæmpe virus og bakterier selvom mandlerne fjernes.
Forstørrede mandler kan forårsage søvnforstyrrelser i form af snorken og søvnapnø. Derudover kan mandlerne blive betændte, hvilket kan vise sig ved akut halsbetændelse eller som en mere kronisk tilstand med hyppigt tilbagevendende halssmerter, dårlig ånde og propper i mandlerne.
Halssmerter kan være tegn på alvorlig sygdom, herunder kræft, og bør derfor undersøges af en øre-næse-halslæge.