Allergisk høfeber

Høfeber (allergisk rhino-conjuctivitis) er øvre luftvejsinflammation forårsaget af specifikke allergener. Man sondrer mellem sæsonbetinget sygdom og helårs-rhinitis. Allergisk rhinitis opfattes som en systemsygdom og kan være ledsaget af almensymptomer som træthed, slaphed og hovedpine. Tilstanden kan også forekomme samtidig med astma, eksem og kronisk sinuit. Op mod 30 % af den voksne danske befolkning er generet af høfeber.

Det er typisk forårsaget af IgE medieret type 1 hypersensitivitetsreaktion mod pollen fra græs, træer eller ukrudt, husstøvmider og/eller pelsdyr, eller allergi mod luftbårne allergener som svampesporer kan også fremkalde symptomer. Omtrent halvdelen har pollenallergi, men de fleste har også symptomer uden for pollensæsonen.  Andre disponerende faktorer kan være familie, rygning, luftforurening, infektioner mm.

Symptomer er som regel kløe i næsen, næsetæthed, rhinoré, nysen, tæthed i ørerne og øget tendens til bihulebetændelse, konjunktivit, men kan også være andre symptomer som fx luftvejsgener (astma), mundhuleallergi, systemiske gener som træthed, feber, trykfornemmelse i hovedet, generel kløe.