Anstrengelsesudløst vejrtrækningsbesvær
- Anstrengelsesudløst astma
- Anstrengelsesudløst besvær som ikke er astma (Induced laryngo obstruktion, vocal cord dysfunktion, dyspnoe, funktionel dyspnoe)
Anstrengelsesudløst astma er en akut forværring af astmasymptomer under fysisk anstrengelse (sport). Behandlingen er først og fremmest inhalation af luftvejsudvidende medicin enten kort før eller under sportsudøvelsen. Anstrengelsesudløst astma kan være tegn på, at astmaen ikke er behandlet godt nok. Derfor kan der også være behov for at justere den faste astmaforebyggende medicin. Mistanke om anstrengelsesudløst astma, hvis du får åndenød, hoste og pibende vejtrækning, når du anstrenger dig. Åndenøden opstår hurtigere, end man ellers vil forvente det i forbindelse med almindelig udmattelse. Samtidig har man typisk pibende vejrtrækning og hoste samt en fornemmelse af, at det bliver tungt at trække vejret.
Det er også typisk, at inhalation af astmamedicin (anfaldsmedicin = inhaleret korttidsvirkende beta2-agonist) enten før træningen eller efter, at symptomerne er opstået, har en god virkning. Hvis der er i tvivl om diagnosen, kan man foretage en egentlig anstrengelsestest. Her vil du få målt sin lungefunktion før og efter den fysiske anstrengelse. Ved anstrengelsesudløst astma vil man se et fald i lungefunktionen efter anstrengelse.
Anstrengelsesudløst besvær som ikke er astma
Anstrengelsesudløst besvær som ikke er astma - (Induced laryngo obstruktion, vocal cord dysfunktion, dyspnoe, funktionel dyspnoe).
Der anvendes følgende betegnelser:
- Provokerbar laryngeal obstruktion, på engelsk kaldet inducible laryngeal obstruction (ILO),
- Anstrengelsesudløst larynxobstruktion, på engelsk exercise-induced laryngeal obstruction (EILO),
- Stemmebåndsdysfunktion (eng: vocal cord dysfuction, VCD) og paradoksal stemmelæbebevægelse (paradoxical vocal fold movement; PVFM) anvendes dog stadig hyppigt (og til tider misvisende) men er ihht. gældende nomenklatur erstattet af betegnelsen glottisk ILO 1 .
Tilstandene kan minde om astma og behandles derfor ofte fejlagtigt med inhalator og systemiske steroider, og til tider som akut astmaanfald eller angioødem i akutmodtagelsen. Der findes ingen forklaring på tilstandene. Ved direkte laryngoskopi kan man observere reversibel forsnævring i larynx. Ved EILO ses forandringerne udelukkende under anstrengelse. Derfor gennemføres Continuous Lanryngoscopy Exercise test (CLE test).
Behandlingen af EILO varierer afhængigt af den specifikke subtype. Den indledende del af behandlingen fokuserer på oplysning, simpelthen at forstå, hvad der sker under EILO, hvilket gør det muligt for en person efter instruktion i specifikke vejrtrækningsøvelser bedre at håndtere symptomerne. Dette kan resultere i, at symptomerne i nogle tilfælde ikke længere er generende.
Desuden involverer behandlingen også en særlig intervaltræning, som instrueres og som typisk løser langt de fleste tilfælde af EILO.
Hvis dette ikke er tilstrækkeligt effektivt, kan talepædagogisk behandling også blive overvejet. I nogle tilfælde kan kirurgisk behandling også være en overvejelse.
ILO observeres hos op til 30 % af de patienter, som henvises til udredning af astma, afhængigt af årsagen til henvisningen. Sikre tal for prævalensen af ILO og EILO i den danske befolkning kendes ikke. Skandinaviske undersøgelser angiver prævalens af EILO til 5-7% i den yngre befolkning. ILO ses hyppigere hos kvinder end hos mænd - muligvis fordi struben er mindre hos kvinder. ILO dominerer i aldersgruppen 15-30 år, men kan forekomme både hos yngre og ældre. Årsagen til ILO og EILO er ukendt, men formentlig multifaktoriel og udløses formentlig er der tale om flere forskellige patofysiologiske mekanismer. Det kunne være mekanisk insufficiens af larynx, neuromuskulær dysfunktion, psykogen komponent samt association til astma og reflux. EILO forårsager øget respiratorisk muskelarbejde som følge af en øget inspiratorisk modstand i luftvejene, til trods for at ventilationen kan være normal eller endda supranormal. EILO ved fysisk aktivitet er ofte fejldiagnosticeres ofte som anstrengelsesudløst astma. Mistanken kan fås ved dårlig effekt af bronkodilatator og ved uoverensstemmelse mellem respiratoriske symptomer og objektive tests. Det kan også være psykogene årsager som fx stress og angst. Glottisk ILO er associeret med en række psykologiske tilstande som posttraumatisk stresslidelse, angst, depression og panik.
Endelig kan der dreje sig om irritanter i luft, fx ammoniak, røg og rensevæske, rhinosinuitis, gastroøsofageal reflukssygdom, samt nogle medikamenter som f.eks. neuroleptika, særlig fenotiaziner, kan give forbigående ILO.
Diagnosen stilles ved Continuous Lanryngoscopy Exercise test (CLE test)
