Allergisk eksem, Atopisk dermatitis, Børneeksem, hudreaktioner
Atopisk eksem giver tør, kløende hud, hvor der let opstår infektioner. Huden bliver rød, fortykket og kløende. Har du atopisk eksem, kan der være forskellige faktorer som har betydning for mængden af symptomer fx uld direkte på kroppen, det medfører kløe og nye udbrud af eksem, en ren hud, kulde/varm, at undgå pelsdyr i hjemmet (hund, kat mm), tobaksrøg i barnets omgivelser.
Atopisk eksem (også kaldet atopisk dermatitis, astmaeksem eller børneeksem) er en tilstand med tør, kløende hud. Der opstår et rødt udslæt, som nogle gange væsker. Betændelse i huden er en hyppig komplikation.
Det er typisk for atopisk eksem, at udslættet er forskellige steder på kroppen i forhold til hvor gammel du er:
Spædbørn får som regel små væskende blærer på kinder og hænder. Det kan også ofte komme på strækkesiderne af arme og ben. Udslæt i bleområdet er ikke typisk.
- Hos småbørn er eksemet mere tørt og ofte med kradsemærker. Forandringerne ses symmetrisk på krop, arme og ben, og i bøjefurerne, dvs. knæhaser, ankler, albue- og håndled.
- Hos unge og voksne er huden generelt tør og kløende og ofte fortykket på enkelte steder (som en følge af kløe). Man finder også symmetriske eksemforandringer på overkroppen, i bøjefurerne og i ansigtet, især rundt om øjnene.
- Hos børn under 2 år er eksemet i ansigt og på strækkesider af arme og ben.
- Hos børn over 2 år er eksemet som regel i bøjefurer (knæhaser, albuebøjninger, ankler og håndled), og spredes herudfra.
Allergi overfor fødevarer findes hos ca. 15 % af børn under 6 år med atopisk eksem, men er sjældent hos voksne. Fødevareallergien er en ledsagende sygdom til atopisk eksem, og kan give symptomer som fx nældefeber, astma eller maveproblemer, men forklarer ikke selve eksemet. Symptomerne opstår oftest indenfor 1-2 timer. Personer med atopisk eksem har ofte bakterier på huden, oftest stafylokokker. Derfor bliver eksemet også nemt betændt. Ved betændelse i huden kan bakterier overføres til andre. Men atopisk eksem er ikke i sig selv en smitsom sygdom.
Diagnosen stilles, hvis det er en kløende hudlidelse, og såfremt 3 eller flere af følgende kriterier er opfyldt 1) typisk placering af eksemet (aldersafhængig, se ovenfor), 2) astma eller høfeber hos patienten, eller atopisk eksem, høfeber eller astma hos forældre eller søskende, 3) tør hud og synligt eksem i bøjefurer (ex albuer, knæhaser) og 4) sygdomsstart før 2 års alderen
Årsagen til atopisk eksem er ukendt, men arvelige faktorer har stor betydning. Hvis en af forældrene har atopisk eksem er risikoen for barnet ca. 30 % for at udvikle sygdommen. Hos ca. en tredjedel af alle personer med atopisk eksem kan man påvise en gendefekt i det gen, som styrer produktionen af et protein, der kaldes filaggrin. Filaggrin medvirker til at holde hudens barrierefunktion i orden, og ved mutationer i filaggrin-genet opstår en nedsat hudbarrierefunktion, som er en vigtig medvirkende årsag til atopisk eksem.