Hyperhidrose (ekstrem svedtendens) betegner, at man sveder unormalt meget fra forskellige områder på kroppen. Personer med hyperhidrose har ikke ualmindeligt mange svedkirtler. Deres svedkirtler er bare generelt hyperaktive og overreagerer på selv små stimuli, således at de producerer mere sved end nødvendigt – og mere end behageligt. Hyperhidrosis er især lokaliseret til hænder, fødder og/eller armhuler. Det er individuelt, hvor man sveder og hvor meget. Nogle personer har eksempelvis kun øget svedproduktion i håndfladerne og andre kun under fødderne.
Primær hyperhidrose referere til en tilstand, der ikke opstår på grund af en sygdom eller som bivirkning til medicin. Det er altså noget, man er født med og kan give videre til ens børn. Ofte vil personer med primær hyperhidrose opleve at have et antal familiemedlemmer med lignende symptomer.
Sekundær hyperhidrose opstår som bivirkning til en sygdom eller behandling. Sekundær hyperhidrose kan eksempelvis opstår i forbindelse med stofskiftesygdomme eller som bivirkning ved indtagelse af forskellige lægemidler, hvorfor muligheden for underliggende sygdom eller medicinsk bivirkning altid må udredes før lokal behandling iværksættes. Det sørger vi for ved den første konsultation.