Reduktion af adamsæblet (chondrolaryngoplastik)

Reduktion af adamsæblet (chondrolaryngoplastik) er en kosmetisk operation hvor adamsæblet reduceres i størrelse og dermed gøres mindre prominent. Hvis du er ked af udseendet af dit adamsæble, kan vi måske hjælpe dig. Hvem henvender sig oftest med denne forespørgsel: personer der ønsker et mere feminint udseende adamsæble, heriblandt personer der er i en kønsskifteproces.

Hvordan foregår operationen: Du bliver lagt i fuld bedøvelse. Derudover anlægges lokalbedøvelse i huden så du ikke har ondt bagefter. Vi opererer via et lille hudsnit fortil og opad på halsen. Hudsnittet skjules i en naturlig hudfold så arret bliver mindst mulig synlig. Den prominerende del af adamsæblet, som er en del af skjoldbrusken, fjernes. Vi er meget opmærksomme på ikke at beskadige stemmebåndene som fæster på indersiden af skjoldbrusken. Til sidst syes huden. Der anvendes selvopløselige tråde, så stingene skal ikke fjernes bagefter.

Hvad kan du forvente: operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca 45 min. Operationen foregår ambulant, dvs. du kommer hjem samme dag. Du skal tage det med ro den efterfølgende uge men derefter er der ingen forholdsregler. Du kan forvente lettere ømhed omkring arret og får måske brug for at tage Pamol og / eller Ipren/Ibumetin i nogle dage efterfølgende.

Hvad er succesraten: langt størstedelen af patienterne udtrykker tilfredshed. Er der en risiko: der er en lille risiko for infektion og blødning. Desuden er der en meget lille risiko for, at stemmen kan påvirkes og i sjældne tilfælde blive mere dyb. Der er en risiko for, at du ikke bliver helt tilfreds med det kosmetiske resultat. I nogle tilfælde kan man foretage en reoperation. Hvad lægger vi vægt på: idet der er tale om en kosmetisk operation, er det vigtigt at vi på forhånd har talt om hvad du forventer og ønsker af operationen og hvad vi kan tilbyde dig. Det er vigtigt for os at du er bekendt med operationen, dens muligheder og begrænsninger, det forventede forløb og mulige bivirkninger eller risici. Vi ønsker at du skal blive glad for resultatet og at forløbet hos os har været en positiv oplevelse.