Mellemøret er forbundet med svælget gennem øretrompeten (det eustakiske rør). Denne forbindelse har blandt andet betydning for at udligne af tryk. Hvis øretrompeten bliver lukket til, opstår der undertryk i mellemøret. Det kan føre til, at slimhinden i mellemøret ændrer sig og der udskilles væske. Det er derfor ofte under forkølelser eller ved mellemørebetændelser, at øretrompeten lukker til. Tilstanden rammer oftest børn, og før skolealderen har over 80% af alle børn haft væske i mellemøret en eller flere gange.
Når mellemøret bliver væskefyldt, nedsættes hørelsen, ofte med ubehag og propfornemmelse til følge. Hos små børn kan tilstanden vise sig ved urolig og afbrudt søvn, irritation og uro og evt. forsinket sprogudvikling. Hos de større børn og hos voksne beskrives ofte propfornemmelse, nedsat hørelse og gentagne, korte episoder med ørepine eller prikken i øret.