Lipødembehandling (medicinsk fedtsugning)

Lipødembehandling – Medicinsk fedtsugning

Selvom der stadig ikke findes en endegyldig kur mod lipødem, er der effektive måder at lindre symptomerne og forbedre livskvaliteten på. Hvor en almindelig fedtsugning primært fokuserer på kosmetiske rettelser, er en skånsom fedtsugning for lipødem en medicinsk begrundet, symptomlindrende behandling.

På Plastikkirurgisk Center, AROS Privathospital tilbyder vi specialiseret fedtsugning, hvor formålet er at fjerne det syge væv. Ved kirurgisk at fjerne så meget af det smertefulde fedtvæv som muligt, kan vi hjælpe dig med at:

  • Reducere smerter og ubehag: Da smerten er lokaliseret direkte i fedtvævet, giver proceduren ofte en markant og direkte lindring.

  • Forbedre bevægelse: Når det tunge fedtvæv fjernes og vægten reduceres, bliver det betydeligt lettere at bevæge sig og være aktiv i hverdagen.

  • Genskabe proportioner: Behandlingen reducerer den fysiske ubalance og genskaber en mere harmonisk kropskontur, hvilket ofte har en stor positiv effekt på både selvopfattelse og komfort.

Vores erfarne specialister forstår de unikke udfordringer, som lipødem medfører. Vi står klar til at hjælpe dig med at få din bevægelighed og en smertefri hverdag tilbage, og vi skræddersyr behandlingen til netop dine behov.

FAKTA - Lipødembehandling

Operationstid
Operationstid

1,5 - 4 timer (afhængigt af områdets størrelse).

Forberedelse
Forberedelse

Ingen

Bedøvelse
Bedøvelse

Fuld

Indlæggelsestid
Indlæggelsestid

Indlæggelsestid:

Restitutionstid
Restitutionstid

1-2 uger (sygemelding afhænger af dit erhverv).

Behandler
Behandler

Erfarne speciallæger i plastikkirurgi med særligt speciale i lipødem og lymfe-skånende teknikker.

Formålet er at fjerne det syge væv

Lipødem er meget mere end blot et æstetisk eller kosmetisk problem. For mange kvinder betyder tilstanden et dagligliv præget af store fysiske og psykiske udfordringer, herunder:

  • Genstridige fedtdepoter: Uforholdsmæssigt store depoter på f.eks. inderlår og knæ, som ikke reagerer på kost eller motion.
  • Smerter og tyngde: En mærkbar og konstant følelse af tyngde samt smerte i de berørte områder.
  • Følsomhed: Udtalt trykfølsomhed og en tendens til let at få blå mærker.
  • Praktiske udfordringer: Vanskeligheder med at finde tøj, der passer, på grund af kroppens disproportionerede form.

VÆRD AT VIDE

Hvad er lipødem?

Lipødem (også kendt som "painful fat syndrome" er en kronisk og arvelig sygdom i fedtvævet, som næsten udelukkende rammer kvinder. Sygdommen viser sig ved en symmetrisk, lokaliseret og uforholdsmæssig ophobning af fedtceller – typisk på benene, hofterne og balderne, og i nogle tilfælde på armene. Dette resulterer ofte i en kropsform, hvor underkroppen fremstår betydeligt større end overkroppen.

Det er vigtigt at understrege, at lipødem-fedt ikke skyldes overspisning, og det forsvinder desværre hverken ved slankekure eller hård træning.

De 5 Typer - Hvor sidder det?



Typen defineres ud fra de anatomiske områder, hvor det syge fedtvæv primært har lagt sig. En person kan godt have flere typer på samme tid (f.eks. type II og type IV).

Type I: Fedtvævet er primært koncentreret omkring bagdel, bækken og hofter (ofte kaldet "ridebuks-facon"). 

Type II: Strækker sig fra hofterne og ned til knæene, ofte med tydelige fedtfolder omkring indersiden af knæene. 

Type III: Strækker sig helt fra hofterne og ned til anklerne. Her stopper fedtvævet typisk meget brat i en slags "manchet" eller "ring" lige over anklen, så selve foden holdes fri. 

Type IV: Rammer armene – fra skuldrene og helt ned til håndleddene (hænderne er fri). 

Type V: Er mere sjælden og rammer primært underbenene (læggene) isoleret.

De 4 Stadier - Hvordan mærkes og ses vævet?

Stadierne beskriver, hvordan huden og det underliggende væv ændrer struktur over tid. Lipødem er som regel en progressiv sygdom, hvilket betyder, at den kan udvikle sig gennem disse faser.

STADIE 1: Glat hudoverflade med underliggende "knuder"

  • Hvordan det ser ud: Tilstanden let forveksles med almindelig fedtophobning eller appelsinhud (cellulitis), fordi huden udadtil ser jævn ud, men der er en klar forskel, når man mærker efter.

  • Hvordan det føles: Hvis man trykker let på huden, kan det mærkes, som om der ligger en masse små hagl, riskorn eller flamingokugler tæt under overfladen.

  • Hverdagen: Benene eller armene begynder at virke tunge og fyldige i forhold til resten af kroppen (pæreform).

 STADIE 2: Ujævn hudoverflade ("madras-struktur")

  • Hvordan det ser ud: Forandringerne kan ses med det blotte øje, da huden bliver ujævn med buler og fordybninger. Huden minder mest af alt om overfladen på en vatteret madras eller en grov appelsinskal, og mange patienter tror fejlagtigt, at de bare har fået ”slem appelsinhud”.

  • Hvordan det føles: Knuderne under huden er blevet større – nu mærkes de nærmere som små valnødder.

  • Hverdagen: Fedtet stopper helt brat lige over anklerne (også kaldet sokke-kanten) eller håndleddene. Det kan ligne, at der sidder en usynlig elastik, som holder fedtet tilbage, så fødder og tæer forbliver helt slanke.

STADIE 3: Store, tunge hudfolder og deformering

  • Hvordan det ser ud: Huden begynder at ændre form markant, f.eks. ved at der danner sig store, tunge folder af fedt, som hænger ned – især på indersiden af knæene og lårene.

  • Hvordan det føles: Vævet føles ikke længere blødt, men er blevet hårdt og stift, fordi der er dannet indvendigt arvæv (bindevæv).

  • Hverdagen: De tunge folder gnider mod hinanden, når man går, hvilket gør ondt og slider på leddene, så gangen bliver besværlig.

STADIE 4 (Lymfo-lipødem): 

I dette stadie er tilstanden fremskreden, hvorfor store fedtmasser blokerer for kroppens lymfesystem (systemet som fjerner væske fra kroppen). Det betyder, at der udover lipødem også opstår et kronisk lymfeødem (væskeophobning), så fødder eller hænder nu også kan hæve op.

  • Hvordan der ser ud: Benene (eller armene) er voldsomt hævede og asymmetriske. Hvor fødderne i de første tre stadier gik fri, vil væskeophobningen i stadie 4 nu også ramme fødder og tæer, så de hæver op (kaldes populært "sofa-puder" eller "firkantede tæer"). Huden kan blive mørkere, tyk og ekstremt stram.

  • Hvordan det føles: Vævet føles spændt til bristepunktet, hårdt og svampet på samme tid på grund af væsken. Smerterne fra lipødemet er der stadig, men dertil kommer en massiv, invaliderende tyngde- og spændingsfornemmelse fra lymfevæsken, der ikke kan drænes væk.

  • Hverdagen: Bevægelse er stærkt nedsat, og mange har brug for ganghjælpemidler. Hverdagen er ofte centreret omkring stram styring af sygdommen: daglig brug af skræddersyet, stram kompressionsbeklædning, regelmæssig manuel lymfedrænage hos en fysioterapeut og brug af kompressionsmaskiner i hjemmet. Risikoen for hudinfektioner (rosen/erysipelas) er høj, hvilket kræver konstant overvågning af huden.

Hvordan behandles lipødem?

Der findes endnu ikke nogen medicinsk behandling af lipødem, men en specialiseret fedtsugning (liposuction) er en effektiv måde at lindre symptomerne og forbedre livskvaliteten på. 

Ved kirurgisk at fjerne så meget af det smertefulde fedtvæv som muligt er målet at:

  • Reducere smerter og ubehag: Da smerten er lokaliseret direkte i fedtvævet, giver proceduren ofte en markant lindring.

  • Forbedre bevægelsen: Når dine bens tyngde reduceres, bliver det lettere at bevæge sig rundt og være aktiv i hverdagen.

  • Reducere den fysiske ubalance ved at normalisere kropsproportionerne: Dette har en positiv effekt på både selvopfattelse og problemerne med at finde beklædning, der passer både ben og krop.

Hvordan adskiller lipødem-fedtsugning sig fra en almindelig fedtsugning?

Ved lipødem skal kirurgen være ekstremt omhyggelig med ikke at beskadige kroppens fine lymfekar, som i forvejen kan være pressede af det syge fedtvæv. Mange klinikker omtaler specielle teknikker som WAL (Water-Assisted Liposuction) eller PAL (Power-Assisted Liposuction), hvor fedtcellerne løsnes enten med en fin vandstråle eller mekaniske vibrationer, før de suges ud.

Vi har afprøvet begge metoder, og må, som også dokumenteret i videnskabelige undersøgelser (ref.), konkludere at vi ikke har kunnet finde nogen reel/sikker forskel mht. udseende, symptomlindring eller føleforstyrrelse ift. den traditionelle liposuction-teknik -, selvfølgelig forudsat at den udføres under hensyntagen til de relevante lymfebaner.

Den eneste sikre forskel er, at det krævede ekstraudstyr gør disse operationer væsentligt dyrere for patienterne.

Hvem kan have glæde af lipødembehandlingen?

Behandlingen kan med fordel udføres i de tidlige lipødemstadier. Da lipødem ofte forveksles med almindelig overvægt, foretager vi altid en grundig klinisk vurdering. Hvis du har et højt BMI, der skyldes almindelig overvægt ved siden af dit lipødem, vil det bedste og mest sikre resultat opnås, hvis du har stabiliseret din vægt inden operationen. Men en moderat overvægt er ikke nogen absolut hindring for operation. Det kan så blot være indiceret af forsigtighedshensyn at opdele operationer i flere mindre.

Hvor meget fedt kan der fjernes?

Ved en medicinsk fedtsugning for lipødem fjerner vi ofte større mængder fedt end ved kosmetiske indgreb. For at opretholde den absolut højeste patientsikkerhed følger vi de lægefaglige retningslinjer for maksimale sugemængder pr. operation, udstukket af Dansk Plastikkirurgisk Selskab, hvor maksimale tilladte mængde er 4,5 liter per operation. Hvis du har regulært lipødem på både underben og lår opdeler, vi altid behandlingen i 2 til 4 separate operationer med nogle måneders mellemrum. Dette gøres for at skåne din krop og minimere den værste risiko, blodpropper i lungerne.

Kommer lipødem-fedtet igen?

De fedtceller, der suges ud, er væk for altid og erstattes ikke af nye. For de fleste kvinder betyder operationen en permanent og markant reduktion af de daglige smerter og det konstante tryk i vævet. Selvom operationen ikke fjerner selve den underliggende, kroniske tendens i kroppen, stopper eller bremser den effektivt sygdommens udvikling i de behandlede områder, så du kan bevare dine nye kropsproportioner.

Hvordan udføres operationen?

Operationen foregår typisk i fuld bedøvelse og under kortvarig indlæggelse. Inden indgrebet tegner kirurgen præcist op på din krop, hvor fedtet skal fjernes.

Selve indgrebet starter med, at der sprøjtes en stor mængde væskeblanding (tumescent væske) ind i fedtvævet via små huller i huden (2-4 mm). Væsken indeholder både lokalbedøvelse og adrenalin, som får blodkarrene til at trække sig sammen. Når vævet har hvilet i ca. 20 minutter, fører kirurgen de tynde, stumpe kanyler ind under huden. Det syge fedtvæv suges systematisk ud på langs af nerver og lymfebaner, så kropskonturen rettes ud, og trykket på dine muskler og led lettes. Til sidst lukkes de små hudsnit med enten et lille plaster eller en enkelt nylontråd.

Hvordan skal man forholde sig efter operationen?

Efterforløbet kræver en aktiv indsats, da kompression er altafgørende for et godt resultat. Du vil blive instrueret i dette fra din kirurger efter en grundig forundersøgelse, samt efter din operation. Generelt vil der være fokus på følgende:

  • Kompression: Du skal bære specialsyede kompressionsbuks/ærmer i nogle måneder efter operationen, da kompressionen forhindrer væskeansamlinger og fornyet ødem og hjælper huden med at trække sig bedst sammen.

  • Aktivitet og manuel lymfedrænage: Lettere gåture anbefales fra dag ét for at holde gang i cirkulationen. Professionel manuel lymfedrænage (MLD) anbefales ofte opstartet få dage efter operationen for at mindske den postoperative hævelse. Hård sport og tunge løft bør vente mindst 4 uger.

Hvilke risici er der, og hvilke operationsfølger kan man forvente?

En fedtsugning for lipødem udført med moderne, vævsskånende teknikker er et trygt indgreb, men det er en stor omgang for kroppen.

  • Almindelige følger: Du skal forvente udbredte "blå mærker", hævelse og en udtalt ømhed i ugerne efter operationen – det føles som meget slem muskelømhed. Huden over det opererede område vil være følelsesløs eller krible i begyndelsen; følesansen vender gradvist tilbage over 3-6 måneder.

  • Risici og komplikationer: Blødning og infektion forekommer yderst sjældent. Jo større grad af lipødem jo større er risikoen for, at huden kan blive uregelmæssig eller virke løs efterfølgende, især hvis hudens elasticitet i forvejen var nedsat på grund af mangeårigt stræk fra fedtvævet. Mindre ujævnheder vil næsten altid forekomme, men alligevel opleves ud over den oplagte fysiske forbedring næsten altid også en stor kosmetisk forbedring i forhold til udgangspunktet.

Gør operationen ondt?

Da indgrebet udføres under fuld narkose, mærker du stort set intet under selve operationen. Dagene efter vil du være øm og stiv i kroppen, men smerterne kan holdes effektivt nede med en kombination af almindelig håndkøbsmedicin og evt. stærkere smertestillende, som du får udleveret af os til de første par døgn.

Priser

Beskrivelse Bedøvelse Pris i DKK
Konsultation - ikke kosmetisk pr. påbegyndt time - 2.150,-
Bedøvelse: -
Overarme Fuld Fra 23.000,-
Bedøvelse: Fuld
Lår, øvre yder- eller indersider Fuld Fra 24.000,-
Bedøvelse: Fuld
Knæindersider Fuld Fra 17.000,-
Bedøvelse: Fuld
Lægge/underben Fuld Fra 23.400,-
Bedøvelse: Fuld
Ankler Fuld Fra 14.200,-
Bedøvelse: Fuld

Vores team

Medicinsk kvalitetssikring hos AROS Privathospital

Denne side er fagligt gennemgået af speciallæger i plastikkirurgi hos AROS Privathospital med fokus på evidensbaseret medicin, høj kirurgisk standard og patientens samlede fysiske og psykiske sundhed.

Indholdet er udarbejdet med henblik på at give saglig og opdateret information om rekonstruktiv plastikkirurgi, herunder behandlingsmuligheder, indikationer og forløb. Oplysningerne kan ikke erstatte individuel lægelig rådgivning eller en personlig vurdering hos speciallæge.

Alt indhold er ophavsretligt beskyttet og må ikke gengives uden forudgående skriftlig tilladelse.

Opdateret: 04. sep. 2026