At afklare sygdomme og tilstande i livmoder, æggeledere, æggestokke og nedre del af bughulen.
Sådan skal du forberede dig Endetarmen skal være tom ved operationen. Derfor skal du 6 timer før operationen tømme den med afførings-middel (microlax), som du køber på apoteket.
For at kunne møde fastende, skal du være opmærksom på følgende:
Indtil 6 timer før det aftalte mødetidspunkt må du spise et let måltid.
Indtil 2 timer før det aftalte mødetidspunkt må du ryge, tygge tyggegummi og drikke vand, saft, kaffe, te og juice, men ikke mælkeprodukter.
Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. ½-1 time. Lægen laver et snit på ca. 1 cm lige under navlen. En lille kanyle føres ind i bughulen, hvorefter der indblæses godt 2 liter luft (kultveilte). Lægen indfører et tyndt rør, hvori kikkerten anbringes, så livmoder, æggestokke, æggeledere og bughulens andre organer kan undersøges. Af og til kan det være nødvendigt at lave endnu et par snit i huden nedadtil i maven. Hvis du har meget arvæv i bughulen, f.eks. efter tidligere underlivsbetændelse eller operation, er det ikke sikkert, at kikkertundersøgelsen kan gennemføres. Lægen kan evt. være nødt til at foretage undersøgelsen som åben operation gennem et bikinisnit, dvs. et større snit i huden lige over hårgrænsen.
I sjældne tilfælde kan der ved indføring af instrumenterne ske beskadigelse af tarm eller blodkar, som gør det nødvendigt at foretage en åben operation, så skaden kan udbedres. Infektion ved de steder, hvor instrumenterne har været ført ind, kan forekomme, men optræder sjældent. Symptomerne herpå er rødme, varme, hævelse og sivning fra såret.
Det er normalt med et par dages smerter i skuldrene pga. den luft, som har været indblæst i bughulen ved operationen. Der kan også være trykkende smerter i maven under ribbenene. Smerterne forsvinder i løbet af 2-3 dage. Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin 2-3 gange dagligt de første 2-3 dage. Håndkøbsmedicin fra apoteket bør være tilstrækkeligt.
Du kan forvente svag blødning fra skeden i et par dage. Du kan tage brusebad, hvorimod karbad, havbad, samleje og anvendelse af tampon bør vente, til blødningen er ophørt.