Hvad indbefatter et løft af nedre ansigt og hals?

Et løft af nedre ansigt og hals - AROS Privathospital

Et nedre ansigts- og halsløft er en videreudvikling af det klassiske ansigtsløft. Det klassiske løft af nedre ansigt og hals er blot en op- og bagudstramning af ansigtshuden. Det bør i dag kun udføres som et miniansigtsløft, idet det ikke er så effektivt og kun korttidsholdbart.

Ved et ansigtsløft udført efter internationale standarder forbedres eller restaureres formen af hele nedre ansigt og hals, dvs. at de tunge kindposer forsvinder, mundens form forbedres, og underansigtets V- form set forfra genskabes. Endvidere reduceres de dybe folder mellem kinder og mund, kæberanden gøres synlige og hage-halsvinklen genskabes og halsfolderne udjævnes. Endelig fjernes overflødig, slap hud.

Et klassisk ansigtsløft har naturligvis samme mål, men fokuserer alene på at stramme huden op og er derfor ikke så god til at genskabe en forynget, mere æstetisk tiltalende ansigtsform, og det er heller ikke så holdbart. Videreudviklingen af teknikken gør resultatet af et ansigtsløft mere effektivt, harmonisk, langtidsholdbart og frem for alt: helt naturligt.

For at gøre et nedre ansigts-halsløft mere effektivt og langtidsholdbart er det nødvendigt at basere det på hudens underlag, det såkaldte SMAS-lag, se beskrivelse herunder. Et løft baseret på SMAS-laget giver en klart bedre effekt, fordi den overliggende hud blot skal følge med SMAS-laget op. Det samme gælder for kindfedtet i kindposerne, som også bæres af SMAS-laget og derfor løftes ved træk i dette og ikke blot udglattes ved stramning af den overliggende hud som i det hudbaserede ansigtsløft.

Desuden er der med årene tilkommet mange finesser til et ansigtsløft, såsom at løftet skal være mere lodret end det klassiske ansigtsløft (hvor trækket blev lagt mere bagud), at hårgrænsen foran øret bevares, og at øreflipperne bevarer deres position.

SMAS-laget

Men Lige under ansigtshuden og det yderste fedtlag findes et selvstændigt, stærkt vævslag, SMAS-laget, som ”bærer” huden og det ydre fedtlag inkl. fedtpuderne på kinderne. På halsen udgøres dette vævslag af et tyndt muskellag, platysma. I ansigtet glider platysma over i et tyndt senespejl, aponeurosen, som udgør hudens underlag op over kæberanden og i kinderne.
Deraf akronymet for dette ansigtshudens underlag: SMAS - Superficial Musculo-Aponeurotic System.

SMAS er et meget tyndt, men stærkt lag, som bærer huden, og som hænger sammen med "fyldet" i fedtpuderne på kinderne, kindposerne og "pludderet" under halsen. Der kan derfor opnås et langt mere effektivt og langtidsholdbart løft ved primært at lægge løftet i SMAS-laget og ikke blot stramme op i huden. SMAS kan løftes på 2 forskellige måder, og det indgår også i et mellemansigtsløft, hvis et sådant foretages samtidigt med løft af nedre ansigt og hals. SMAS-laget kan enten blot strammes op ved at sætte og knytte nogle tråde i det, så der opnås en stramning i den rigtige retning (SMAS-plikatur), eller det kan løsnes fra sit underlag, de dybere ansigtsmuskler indeholdende ansigtsnerverne og flyttes opad og forankres i en oprykket position på kindbenene og på halsen bag ørerne (SMAS-plastik).

SMAS-Plastik eller SMAS-Plikatur?
SMAS-plastikken giver den største effekt, men er også lidt mere risikabel end SMAS-plikaturen. Det skyldes, at når man ved plastikkken fridissekerer og løfter SMAS-laget fra det underliggende muskellag, og lige over muskellaget, bevæger man sig i et niveau få millimeter over ansigtetsbevægenerver, hvorfor man bør informere om, at der er en større om end lille risiko for beskadigelse af disse nerver ved en SMAS-plastik end ved en SMAS-plikatur.

Ved SMAS-plikaturen syr man blot ned i SMAS-laget og løfter det ved at ”rimpe det sammen”. Dermed er man ikke nede og skære i vævet lige over bevægenerverne. Plikaturen er dermed mindre risikabel mht. beskadigelse af bevægenerverne, men den er også mindre effektiv og antageligt mindre holdbar. Den kan dog alligevel være at foretrække, hvis man fx har et meget smalt, tyndt ansigt, fordi SMAS-plikaturen kan tilføre mere fylde til øvre del af kinderne.

Rigtigt udført er beskadigelser af ansigtsnerverne ved SMAS-plastik eller -plikatur heldigvis meget sjældent forekommende, og oftest midlertidige, men alligevel bør denne risiko tages med i patientens overvejelser af behandlingsvalg, da det ikke er nogen ligegyldig risiko, hvis det værste uheld er ude. Det er desværre sådan som i mange andre sammenhænge, at udsigten til gevinst stiger proportionalt med den risiko, man er villig til at løbe.

Hvad indbefatter et moderne, velplanlagt og udført ansigtsløft?

Et moderne ansigtsløft er i høj grad et kunsthåndværk, hvor målet er en skabelse eller restaurering af harmoniske, æstetisk forbedrede ansigtstræk.  Da udgangspunktet er yderst individuelt, er moderne ansigtskirurgi reelt modulkirurgi, hvor man til den enkelte patient sammensætter de relevante moduler, der kræves for at imødekomme de individuelle ønskemål.  Kunsten består dels i at kunne se hvilke finesser, der kræves i det enkelte tilfælde for at gøre resultatet helt naturligt og som ønsket og dernæst at kunne udføre de krævede moduler på et tilstrækkeligt højt teknisk niveau.

Hvilke moduler kan indgå i et moderne ansigtsløft?

I individuelle tilfælde man kan med fordel tilføje diverse moduler så som

•    fedtsugning til fjernelse af lokal overfylde
•    fedttransplantation til genskabelse af tabt fylde
•    forreste halsplastik til mest effektiv genskabelse af hage-halsvinklen
•    reduktion af spytkirtler under kæberanden

Desuden kan tilføjes diverse mindre moduler som
•    løft af øjenlåg
•    reduktion af lange øreflipper
•    reduktion af overlæberynker med CO2-laser
•    overlæbeløft
•    udjævning af furen under hagen
•    forstørrelse og løft af hagen
•    næseløft
•    filler til ansigtsfurer
•    botox

Du finder alle disse tillægsoptioner beskrevet her på hjemmesiden.

Hvem kan have glæde af et fuldt nedre ansigts- og halsløft?

Et fuldt nedre ansigts- og halsløft med SMAS-plastik eller -plikatur er en relativt stor operation, hvorfor den kun bør tilbydes patienter, hvor der er et tilsvarende stort forbedringspotentiale.
Det er ikke alle, der ønsker eller har behov for et fuldt nedre ansigts-halsløft.

Yngre patienter, med mere tyngde end hudoverskud kan nøjes med et MACS-løft eller måske endda kun et trådløft.  Hvis det især er halsen, der er sunket, kan man foretrække kun at få foretaget et indirekte halsløft.

Ældre patienter eller rygere kan alternativt anbefales et miniansigtsløft eller et direkte halsløft og/eller en opstramning af kind-mundfolderne. Det allervigtigste inden man beslutter sig for en regulær ansigtsoperation er derfor at konsultere en erfaren plastikkirurg, som mestrer samtlige moduler og derfor kan tilbyde en individuel og skræddersyet løsning.

Hvad gør man med resten af ansigtet?

Et nedre ansigts-halsløft ændrer ikke på udseendet af mellemansigtet og det øvre ansigt. Derfor skal man, før et ansigtsløft tilrettelægges, altid overveje, om man samtidig skal få udført et pandeløft eller tindingeløft og/eller mellemansigtsløft  for at undgå disharmoni i ansigtet som helhed. Disse operationer udføres selvstændigt, men kan altså også indgå som tillægsmoduler til et ansigtsløft.

Hvordan udføres et ansigtsløft?

Uanset den valgte operationsmetode vil hudsnittene altid blive lagt i de naturlige kurver foran øret, rundt om øreflippen, op på ørets bagside og derfra lidt videre om mod nakken skjult i håret. Oven for øret skjules snittene bag eller i hårgrænsen. Hvis du har udtalte lodrette halsfolder eller pose under hagen, vil du oftest også få et lille hudsnit i tværfolden under hagen.

Ved operationen løsnes huden og eventuelt SMAS-laget på nedre ansigt og hals, og vævene flyttes tilbage til deres tidligere position, således at den tabte, yngre kontur kan genskabes. Overskydende hud fjernes, inden snittene sys omhyggeligt sammen uden træk på hudrandene for at gøre arrene så små som muligt.

Hvad er risikoen ved et løft af nedre ansigt og hals?

Løftet af nedre ansigt og hals er den deloperation inden for moderne ansigtsløft, som indebærer flest risici. Det skyldes dels at det er den største af de tre deloperationer, dels at man kommer meget tæt på vigtige bevæge-ansigtsnerver, såfremt løftet udføres med SMAS-plastik, som giver den mest dybdegående og holdbare effekt. Der må altid påregnes nedsat følesans i huden lige foran ørerne.

Derudover er der naturligvis de helt almindelige operationsrisici, såsom uheldige reaktioner på bedøvelse eller blødning og betændelse, som kan nødvendiggøre reoperation, men som ikke fører til varige men.

Gør et nedre ansigtsløft ondt?

Ved operationen bliver du overvåget af en narkoselæge. Du er enten fuldt bedøvet eller i så afslappet en tilstand, at du ikke mærker eller husker, hvad der foregår under operationen. Efter operationen er smerter yderst sjældent et problem med relevant smertestillende behandling, som du naturligvis vil få udleveret fra Centeret.

Hvordan er efterforløbet?

 

Efter operationen får du en forbinding på halsen og omkring hovedet, og du bliver anbragt i en seng med løftet hovedgærde. Du kan vælge at forblive indlagt til om aftenen eller til næste dag. Det sidste er det mest forsvarlige for så vidt muligt at undgå blødninger. De første 2-3 dage skal du af samme grund undgå at bøje dig med hovedet nedad og helst sove med løftet hovedgærde. Hjemlige aktiviteter kan genoptages dagen efter, men undgå anstrengelser, som kan sætte blodtrykket i vejret. Typisk 2 døgn efter operationen skal du komme til fjernelse af de første tråde i det ”hæmostatiske net”, der er indsyet i din ansigtshud for at forhindre blødninger. Derefter kan du begynde at tage brusebad og vaske hår.


I efterforløbet vil der altid være hævelse og typisk også misfarvninger, især ned på halsen. Hævelsen aftager drastisk allerede efter en uge, mens misfarvninger klinger af i løbet af 2-3 uger. De kan dækkes med makeup eller en høj halskrave. Efter 1-2 uger vil de fleste kunne genoptage deres normale udadvendte aktiviteter. Trådene og clipsene i håret fjernes successivt inden for 8 dage. Inden operationen får du en nøje skriftlig instruks om forholdsregler før og efter operationen.

 

Hvor tidligt kan man vurdere resultatet?

Det endelige resultat af et ansigtsløft kan ikke vurderes før efter 2-3 måneder. Der er derfor ingen grund til at bekymre sig over eventuelle små ujævnheder under huden i de første uger efter et ansigtsløft.

Hvor længe holder et løft af nedre ansigt og hals?

Hvor længe du kan forvente at bevare dit nye udseende afhænger af mange faktorer, såsom arvelige anlæg, rygning, soleksposition m.m. Men du vil under alle omstændigheder kunne se frem til flere års glæde af resultatet, før aldringsprocessen indhenter det opnåede. Som en tommelfingerregel varer det 10 år inden at udseendet er tilbage ved udgangspunktet, og til den tid kan operationen med fordel gentages.